Spillereglerne for trafik på websiden har ændret sig med de sociale medier. Førhen var det så nemt at booste trafikken til sin blog. Der var kun den samme måde at gøre det:
- Begynd at blogge hver dag.
- Opbyg en læserskare ved at skabe sammenhæng og fange folks opmærksomhed gennem e-mail og RSS feeds.
- Gør dine indlæg nemme at finde ved at optimere dem til søgemaskinerne.
- Vente.
Det sværeste for mig har altid været punkt 4. Vente. Der er ingen tvivl om, at en blogs alder har meget at sige om en blogs troværdighed og værdi for Internettet. Men det var før de sociale medier.
Det var før, end millioner af mennesker skabte nye forbindelser hver dag, for at udveksle information, – det var før, end de sociale medier dominerede nyhedsformidlingen.
Nu, har du en fordel…
Du er ikke længere afhængig af, at din blog har været på banen i et par år. Hvis du starter med at skrive i dag, kan du trække trafik til siden allerede i morgen. Ved at skrive godt indhold og bruge de sociale medier, kan du få dine netværk og dine venners netværk til at dele det for dig.
For eksempel skrev jeg et indlæg i sidste uge om, at iværksættere over 40 år klarer sig bedst. Via Facebook gav det 1.800 besøg på samme dag, som indlægget blev udgivet. Næste dag omkring 500 besøg. På LinkedIn lever indlægget stadig efter en hel uge, fordi den har skabt en perlerække af aktivitet og debat i kommentaren.
Den trafik ville jeg aldrig kunne have lavet uden de sociale medier og mine netværk.
Men de sociale netværk er ikke helt nok. Du skal også skrive indhold der har dine læseres interesse. Endnu vigtigere: dit indhold skal give værdi, og du skal deltage aktivt i den debat der opstår. Når du svarer på kommentarer, så kom med nye pirrende spørgsmål eller del relevant indhold, der bakker op omkring debatten.
Det er ikke en større videnskab, men det kan være svært at ramme et godt emne. Bare vær klar til at deltage når du udgiver noget folk kan lide.
Sådan bruger du sociale medier til at booste din trafik
Hvis du vil bruge de sociale medier til at booste din trafik, så er her 8 måder at gøre det på.
- Kom på Twitter. Du kan starte med mit indlæg Twitter for begyndere. Hvis du ikke allerede har det, så indsæt en knap så folk har mulighed for at tweete dine indlæg. Knappen kan se således ud: Tweet (prøv at klikke)
- Lav en Facebookside til din blog. En side på Facebook er en fantastisk måde at få nye læsere på. Du kan også komme i tættere dialog med dine læsere. Siden giver muligheder for aktivitet, som er et godt supplement til din webside. Besøg min side på Facebook for at se hvordan den kan se ud.
- Del jævnligt dit indhold på Facebook. Der findes mange gode værktøjer, der gør det nemt at dele. Opfordr dine læsere til at dele dit indhold, ved at tilføje en knap der gør det nemt.
- Indsæt deleknapper på din webside. Som minimum skal der være mulighed for at dele på Facebook og Twitter.
- Brug et værktøj til kommentering, der bygger fællesskab. Prøv fx Disqus. Perfekt til WordPress og er nem at arbejde med. Prøv hvordan det virker ved at lægge en kommentar nedenfor.
- Brug social bookmarking. Jeg ved egentlig ikke hvad det hedder på dansk; hvis du har et bud er du velkommen til at skrive det i kommentaren nedenfor. Gode sider er Reddit og Digg. Reddit findes også på dansk, men fælles for social bookmarking er, at det ikke er helt så udbredt i Danmark endnu. Men mon ikke det kommer i kølvandet på Twitter? Det er også værd at nævne den danske overskrift.dk, som mest er en service, der læser og leverer overskrifter. Du tilmelder din blog ved at sende en mail til administrator.
- Skriv fængende overskrifter. Mange glemmer at skrive en god beskrivende overskrift, der giver lyst til at læse og dele. Uanset hvor godt indholdet er, så bliver din artikel kun læst, hvis overskriften er god.
- Skriv troværdigt og fængslende indhold. Ja, det virker indlysende, men jeg mener det. Dine indlæg må ikke være middelmådige. De skal være gode og give værdi. Dit næste indlæg skal være bedre end dit sidste indlæg.
Hvis du er i tvivl – vær engageret
Det er værd at fremhæve det sidste punkt igen: skriv troværdigt og fængslende indhold. Hvis du vil have, at din blog skal kunne konkurrere på de sociale medier, så er du nødt til at sige noget, der er værd at lytte til. Med andre ord, vær engageret og begejstret.
Ulempen ved de sociale medier er, at nu har alle en stemme. Det stiller større krav til dem, der vil kommunikere og høres i dette rum. Du er nødt til at være meget konkret eller meget yderliggående. Måske begge dele.
Personligt kan jeg lide de nye spilleregler. Det betyder, at det ikke længere betaler sig at spille sikkert. Du er nødt til at bryde nogle regler for at blive hørt.
Hvad vil du gøre? Jeg håber, at du vil bryde nogle regler. Jeg håber, at du tør være anderledes. Jeg håber, du vil skabe noget, der er vores opmærksomhed værd. Noget stort, – episk.
Har du oplevet større trafik gennem de sociale medier? Hvordan? Del dine erfaringer så vi alle kan lære.