Prisen på en blog kan ikke kun gøres op i penge. I hvert fald ikke en blog du vil have en indkomst på. At starte en online forretning – uanset hvilken, har en historisk lav investering for at starte. Alle kan finde penge til at starte en blog, men der er andre skjulte omkostninger du skal have med i dine overvejelser.
Læs her for at se hvad en målrettet blog koster at starte: Prisen på en blog du kan leve af
Når du begynder at blogge målrettet for at tjene til regningerne, så skal du bruge tid på dit arbejde. Det giver sig selv. Ting sker ikke af sig selv. En blog kræver handling og en populær blog kræver en målrettet indsats. Sådan en indsats tager tid. Du kan nå langt med bare en enkelt time om ugen.
Men vi må se i øjnene at du nok ikke får en indkomst du kan leve af med den indsats. Uanset hvor effektivt og smart du arbejder. Målrettet blogging kræver mere end det.
Tiden er knap
Tid er en knap ressource. Du kan ikke få mere af den. Der er kun 24 timer i et døgn og 365 dage på et år (sådan cirka). Dit liv er lige præcis så langt som det er. Ingen ved hvornår de dør. Vi ved ikke hvor lang tid vi har. Men én ting er sikkert – vi kan ikke få mere tid.
Til gengæld kan du optimere din tid. Du kan prioritere dine opgaver og projekter. Hvad er vigtigt for dig? Ved at prioritere det der er vigtigt vil du føle at du får mere ud af den tid du har fået.
Du har en indkomst et eller andet sted fra. Typisk fra et ansættelsesforhold hvor du bytter 37 timer om ugen for et pengebeløb der sikkert er alt for lavt i forhold til den tid du opgiver. Derfor overvejer du om der er noget bedre.
Udfordringen ligger i at du allerede arbejder meget hver dag, så hvornår skal du finde tid til at arbejde på en online forretning? Hvornår har du tid og overskud til at arbejde på din blog? Du er nødt til at sove, spise, arbejde og bruge tid med familien. Så hvordan finder du tiden til et nyt projekt?
Lad være med at sige op
Nogle ville være fristet til at sige jobbet op for at afprøve onlineprojektet. Men det vil jeg ikke anbefale. Så ryger dit sikkerhedsnet. Du har stadig regninger at betale. Men du er nødt til at finde tiden et sted.
Der er flere løsninger og du skal finde den model der passer bedst ind i dit liv og daglighed. Især hvis du har familie.
Du kan for eksempel undersøge om du har mulighed for at gå ned på deltid på dit arbejde. På den måde kan du frigøre tid du kan bruge på din blog.
Hvis du har en opsparing kan du eventuelt få orlov fra dit arbejde og finansiere dit projekt med din opsparing. Hvis dit det ikke lykkes indenfor 6-12 måneder så kan du altid komme tilbage til dit gamle job.
Du skal ikke regne med at se resultater før der er gået mindst seks måneder, så en måneds orlov er ikke nok. Du kan ikke søsætte dit projekt i løbet af en ferie. Brug ferien på familien i stedet for.
Du er heldig hvis du er ledig
Det er hamrende svært at kvitte et godt job for at kaste sig ud i et usikkert online projekt. De færreste springer ud i det fordi der står for meget på spil. De fleste online solopreneurs starter fordi de står i en situation hvor de ikke har meget at tabe ved at springe ud i det.
Måske er du en af dem der er blevet offer for en fyringsrunde. Eller din stilling er udløbet. Af en eller anden grund står du uden arbejde. I princippet må du ikke starte online virksomhed mens du er på dagpenge eller kontanthjælp. Men du har tiden til at planlægge og lave det grundlæggende arbejde.
Når du begynder at kunne se en indkomst er det lidt lettere for dig et finde muligheder fordi du havde tiden til at lægge det grundlæggende arbejde i bloggen. Du er rigtig heldig hvis du er blevet fritstillet. For så har du en periode med løn hvor du kan arbejde fuld tid på dit projekt.
Prisen kan være større end du tror
Prisen på at starte en blog som levevej kan være stor. Den kræver en meget lille investering. Men du må være indstillet på at den kommer til at koste dig mistet indtægt. Du kan ikke både arbejde i en fuldtidsstilling og på en målrettet blog. Du er nød til at prioritere din tid.
Den tid du har skal du fordele så du både har tid til dit projekt, familie og arbejde. Er du ulykkelig på dit eksisterende arbejde, så kan der være en stor gevinst i at udfase det og flytte fokus til det du virkelig brænder for. Gevinsten er ikke økonomisk. Men alene det at du bliver et mere glad menneske kan have større værdi end at tjene en månedsløn på et arbejde du afskyr.
Jeg har selv taget et spring fra en fast indkomst til næsten nul-indkomst. Jeg havde stress. Men springet fjernede min stress og siden har jeg arbejdet mig til en bedre indkomst og er blevet et gladere menneske.
Det hele afhænger af din situation. Jeg kan ikke sige hvad der er rigtigt for dig. Men du skal overveje hvad du opgiver og om det vil give dit liv større værdi.