Dine blogindlæg bliver kun læst hvis læseren kan se en eller form for værdi i det du skriver. Hvis din tekst ikke giver et udbytte, så vil publikum ikke bruge tid på at læse den.
Faktisk er det meget sjældent at publikum læser hele dit indlæg. Som regel skimmer de teksten og læser dét der er mest interessant. Derfor har jeg fem tips til hvilke dele af et blogindlæg du skal bruge ekstra tid på for at få dine læsere til at læse lidt mere af dine værdifulde ord.
#1. Overskriften er altafgørende
Din overskrift skal du bruge meget tid på. Brug gerne lige så lang tid på overskriften som på hele indlægget. En fængende overskrift er afgørende for om læseren klikker på linket og læser videre.
Når jeg er grundig laver jeg 20-25 forslag til overskriften. Jeg udvælger de tre bedste (som sjældent er blandt de første). Derefter får jeg min kone til at vælge den bedste af de tre.
Metoden slår sjældent fejl. Det tager tid – især i starten. Men efterhånden som du bliver bedre til det kan du gøre det hurtigere.
Jeg har forresten skrevet en lille e-bog der kan hjælpe dig med at skrive fængende overskrifter: Overskrifter for bloggere
#2. Brug mange afsnit
Din tekst skal være let og hurtig at læse. Derfor bør du bruge mange afsnit. Der er intet så skræmmende som en massiv blog af tekst.
Skriv 3-4 linjer i hvert afsnit aldrig mere. Selvom det ser simpelt ud, så gør det teksten lettere at læse. Husk på at rigtig mange af dine læsere sidder med en smartphone foran sig.
Bruge meget gerne underoverskrifter hvor det falde naturligt. 2-3 underoverskrifter per blogindlæg er minimum.
#3. Klart budskab
Gør dit budskab helt klart. Allerede i overskriften må der ikke være tvivl om hvad din tekst handler om.
Det er vigtigt at du ikke gør din tekst for indviklet. Fortæl kun ét budskab per blogindlæg. Hvis du fylder din tekst med alt for meget information, så bliver teksten forvirrende at læse. Det bliver svært at holde fokus.
Du skal kunne forklare dit budskab for et barn. Så enkelt skal du formulere dig. Dit sprog skal være simpelt. Det er en stor udfordring at formidle et kompliceret budskab i et simpelt sprog.
#4. Gør teksten personlig
Dit blogindlæg skal ikke handle om dig. Men det må meget gerne bære din personlighed. Dvs. din måde at formulere dig på, dine holdninger og din vinkel på emnet.
Du kan sagtens holde et højt fagligt niveau og samtidig gøre det personligt.
Din tekst bliver også personlig ved at skrive jeg og du oftere. Læg mærke til at jeg henvender mig til dig. Jeg skriver dette indlæg specifikt til dig. På den måde tager jeg ansvar og skaber en tættere relation.
Jeg lægger op til dialog.
Læs også mit indlæg: Skriv “jeg” i dine blogindlæg
#5. Brug en stor skrifttype
Æv – kender du dét at du finde løsningen på dit problem, men du orker næsten ikke at læse den fordi det står så småt at det næsten gør ondt i øjnene.
Brug skrifttype størrelse 16-18 i dine blogindlæg. Det ser stort ud på en kæmpe computerskærm, men på telefonen er det perfekt. Hellere for stort end for småt.
Tænk over hvor mange mennesker der bruger briller. Omkring 70 % af befolkningen har brug for hjælpemidler til at se. Du kan tage ansvar og skrive dine tekster så de er lettere at læse.
Jeg bruger læsebriller. Det er der mange der gør. Det betyder at vi ikke har brillerne på hele tiden. Hvad betyder det når vi sidder i bussen eller står og venter på et gadehjørne? Vi skal lige slå lidt tid ihjel og vil læse lidt på din blog. Men helt ærligt – vi gider ikke at finde brillerne frem.
Læs mere om skriftstørrelse her: Sæt skriftstørrelsen til 16 – eller mist kunder