
Video er fedt – jubii. Bortset fra at det ikke er helt så fedt som det lyder. Live video er endnu federe. Og alligevel ikke. Jo, alle gør det. Enhver content creator (indholdsmager) laver live udsendelser på deres favoritmedium. Brugerne strømmer til fordi de elsker live-udsendelser de kan streame direkte til deres computer. Bortset fra at det ikke er sandt.
Jeg har prøvet et par gange med live video. Det fungerede ikke så godt. Der var omtrent – lad mig regne…. 0 seere. Nul. Rund cirkel. Ingen. Mit live feed var en ørken – uden kameler.
Jeps, jeg ved godt at det kræver øvelse og alt det der. Men når live udsendelser bliver lovpriset så er der en lille bitte detalje bloggere og andet godtfolk glemmer. De glemmer deres publikum. Jeg forstår det ikke. Måske er det fordi der er en krog på nettets muligheder jeg endnu ikke har udforsket. Men trods mange søgninger kan jeg ikke finde kritik af live video.
Live video er fremtiden og vejen frem for alle der driver forretning online. Professionelle bloggere kan ikke komme uden om live video. Men hvem siger det? Og hvorfor bliver det lovprist i den grad at mange store professionelle bloggere udbyder stort set alt indhold live? Lige fra webinarer og workshops til online undervisning.
Men hvad er problemet Erik?
Live video i en tid med NetFlix
Det der virkelig undrer mig er at live udsendelser er så populære i en tid hvor koncepter som NetFlix er populære, netop fordi publikum kan se indhold når det passer dem bedst. En live-udsendelse kræver at publikum afsætter tid på et fast tidspunkt og er tvunget til at sidde ved skærmen i 60-90 minutter.
Der er et utal af live undervisning og workshops jeg vil deltage i. De er gode. Men jeg kan ikke fordi de sjældent passer ind i min kalender. Især ikke de workshops der sendes fra udlandet. De ligger typisk om natten eller tidlig morgen. Det er håbløst. Nogle af de allermest professionelle menneske i min branche bruger efterhånden kun live udsendelser.
De siger det virker godt. Men for hvem? – Dem selv og deres mest dedikerede følgere. Fair nok – de behøver jo ikke mere end 50 loyale og dedikerede følgere som køber alt hvad de får tilbudt. Men hvad med de tusindvis af mennesker der har støttet dem trofast, men som ikke har mulighed for at konsumere indhold live?
I mine øjne sker der et skift i fokus. De starter med at servicere og hjælpe publikum. Men ved kun at udbyde live video for de få, flytter de fokus til dem selv. De har ikke længere fokus på at hjælpe publikum – de har fokus på at optimere deres forretning.
Det er et problem i mine øjne.
Video er ikke den bedste form for indlæring
Et andet problem er at video ikke er optimalt for indlæring. Vi lærer i forskelligt tempo. Og en video kører altid i et bestemt tempo. Vi er nødt til at sidde gennem en hel live-udsendelse og se det hele. Og hvad hvis tempoet er for højt? – Så går vi glip af vigtige detaljer.
Den mest optimale form for indlæring er tekst. Den er optimal fordi vi kan bladre frem og tilbage i vores eget tempo. Vi kan springe over de nemme passager og nærlæse de svære. De kan man ikke med en live-udsendelse.
Derimod kan en tekst blive hævet i niveau ved at supplere den med lyd eller video. På den måde kan en god tekst sagtens følges op af en live video. Men problemet er at live video i dag sjældent har en tekst som fundament. Live video er blevet det primære indhold for rigtig mange professionelle indholdsmagere. Det er dér de tjener penge. De er blevet til en salgskanal.
Jeg er ikke så naiv at tro at professionel blogging ikke handler om at sælge. Selvfølgelig gør det det. Men det er med publikum i fokus. Det handler først og fremmest om at hjælpe sit publikum. Hele sit publikum og ikke bare et par udvalgte der har tid til at se live-udsendelser på dine betingelser.
5 tilbud om live-træning
I dag er det søndag. Allerede inden frokost ligger der fem e-mails med opfordring til at deltage i live videotræning. Og kun en e-mail om fotoredigering der har et link til et regulært blogindlæg.
Se, det kunne være fedt hvis alle disse online professionelle folk kunne tilbyde alle deres følgere hjælp. Det er så vigtigt at huske hele sit publikum. Vi har kæmpet en hård kamp for at få folk til at læse vores indhold. De deler det og følger os trofast. Det mindste vi kan gøre er at tilbyde indhold alle kan deltage i.
Selvfølgelig skal vi også tilbyde live-udsendelse. Jeg overvejer selv at tage det op i forbindelse med mit projekt Målrettet Blogging. Men det skal kun være et supplement. Et ekstra tilbud til dem der har tiden og muligheden for at være med.
Det er jo ikke live-udsendelser i sig selv jeg stiller mig kritisk overfor. Det er brugen af dem jeg mener vi skal være forsigtige med. Lige nu er de så populære at jeg er bange for at de professionelle bloggere risikere at miste en stor del af deres publikum. Især de bloggere der har en international blog.
Bloggere skriver tekster
Når du har valgt en blog som din platform og fundament, så kan du ikke komme udenom at dine budskaber primært formidles gennem tekster. Blogging handler om at skrive tekster og hjælpe sit publikum.
Det må du aldrig glemme. Blogging = at skrive.
Video har et lignende begreb. Det hedder vlogging. Vloggere kalder sig noget andet – de er typisk YouTubere. Hvis dit primære medium er video, så skal du nok ikke vælge at blogge professionelt. Selvom du er YouTuber, så skal du stadig tilbyde dit publikum andet en live-udsendelser.
Jeg tror at live-video kan være et fantastisk supplement til tekster. Det er en rigtig god idé at variere sit indhold. Men live-video må ikke blive din primære kanal for dine budskaber.
Tager jeg fejl? – Lad mig høre din mening.