Det er irriterende at opdage en stavefejl. Jeg har mange af dem. Jeg læser naturligvis korrektur, men alligevel overser jeg min stave- og slåfejl. Når jeg har tid til det, så læser jeg korrektur bagfra.
Når du læser korrektur på et blogindlæg er det svært at se alle fejl. Selv de mest åbenlyse stave- eller slåfejl kan du overse. Det er ikke fordi du ikke kan stave. Det er ikke fordi du er sjusket. Du er blind.
Din hjerne er doven. Den gider ikke besværes med information den allerede kender. Når du ser et ord vil din hjerne genkende det. Endda uden at læse hele ordet.
Da du var barn og lærte at læse måtte du stave dig igennem hvert enkelt ord. Nu hvor du har lært at læse behøver du ikke stave dig frem. Din hjerne kan nøjes med starten og slutningen af et ord for at genkende det.
Prøv fx at læse denne sætning:
“Jeg har lavet en blog fordi jeg elkser at skrive. Jeg skriver om min pasion og stræber efter at give vædri i alle mine inldæg. Min passion er min støsrte ressuorce.”
Vend verden på hovedet
Du kan spotte alle dine stavefejl hvis du kan tvinge din hjerne til at tage stilling til hele ordet. Det er især svært at læse korrektur på et indlæg du selv lige har skrevet. Du ved allerede hvad der står. Hvad du mener. Din hjerne er doven, så den tager kun stilling til meningen og dét den tror der står.
Tip: Læs teksten bagfra.
Ved at læse din tekst bagfra skal din hjerne tage stilling til hvert enkel ord. Den kan ikke genkende sammenhængen. Dét du læser giver ikke mening. Din hjerne vil prøve at finde mening – det er helt naturligt. Derfor bliver det nemmere at fokusere på det enkelte ord.
I grunden er det en sund øvelse i andre sammenhænge. At vende verden på hovedet. Når du sætter dig selv i en situation hvor du ser verden fra en lidt anden synsvinkel, så vil du ofte kunne se tingene i et nyt perspektiv.
Det er sundt for kreativiteten og din opfattelse af verden. Du bliver i stand til at se ting du ikke kunne se før.
Udgiv dine fejl
Lad dig ikke fange af perfektionismen. Den er farlig. Den vil gøre alt for at du aldrig udgiver din artikel. Den vil sørge for at din bog aldrig ser dagens lys. Den vil presse dig til gemme dine tekster i en mappe dybt nede i din computer. Et mørkt sted som ingen nogensinde finder.
Ikke engang du. Du synes at det er for pinligt.
Dine tekster har fejl. Det har mine også. Det skulle undre mig om ikke du kunne finde et par fejl i denne artikel også.
Ingen er perfekt. Heldigvis. Så var der jo ikke noget nyt at lære. Stop perfektionismen før den stopper dig.
Lad være med at bruge alt for meget tid på at lede efter fejl. Lad være med bremse din kreativitet ved at hænge dig detaljer. Du har et budskab og det fortjener at se dagens lys – også selvom din tekst ikke er perfekt.
Vi har brug for dit budskab – ikke en perfekt artikel.
Du må ikke lade din hjerne løbe af med dig når du skriver. Den vil prøve at stoppe dig og opfinde en skriveblokade.
Sæt en deadline og udgiv din artikel – med fejl.
Spørgsmålet er: Leverer du varen eller har du skriveblokade?