Du har erkendt at du er nødt til at gøre noget for at folk ser din hjemmeside og blog. Derfor læser du dette blogindlæg. Du har hørt lidt hist og her om hvordan man kan få flere besøg. Du har måske hørt om seo og du har også set hvordan de store influencers får sindsygt meget trafik fra de sociale medier. – Men gør de nu også det?
Med dette blogindlæg vil jeg give dig en kort introduktion til nogle af de mest grundlæggende discipliner i online markedsføring. Hvis du mestre dem, så er du godt kørende og jeg er helt sikker på at du vil kunne trække en anstændig trafik til din hjemmeside.
Jeg kan ikke love dig at du vil sælge mere. Det kommer an på hvor god du er til at håndtere den trafik du får. Dvs. om kan konvertere besøg til salg. Men det er ret sandsynligt at du sælger mere i takt med at din hjemmesides trafik øges.
Byg et stærkt fundament
Med en solid uddannelse og mange års erfaring i international markedsføring har jeg lært hvor vigtigt et stærkt fundament er. Jeg har bygget på min viden og er helt opdateret med digital online markedsføring. Jeg véd hvad der virker og hvad der er vigtigt. Derfor er det også med stor overbevisning at jeg kan anbefale dig at få de mest grundlæggende ting på plads først.
Fundamentet er ikke altid det sjoveste at lave. Men det kommer selvfølgelig an på din indstilling. Med et stærkt fundament for din forretning og hjemmeside har du et godt sted at vokse og bygge videre. Hvis du famler dig frem i mørke og prøver de sjove og flotte markedsføringskneb, så ramler hele huset på et tidspunkt.
En god online forretning tager lang tid at bygge op. Bevares, nogle kan være heldige. Det er tit dem vi hører om. Men vi er her ikke for at spille lotto, vi er her for at levere arbejdet og gøre en aktiv indsats for en bedre fremtid for os selv, vores familie og verden omkring os.
4 discipliner i grundlæggende online markedsføring
Dit fundament kræver at du arbejder med primært fire forskellige discipliner. Alle succesfulde online virksomheder lægger næsten hele deres markedsføringsindsats i disse fire discipliner. Først når de er på plads går de videre og supplerer med andre populære og tiltag der er oppe i tiden.
1. Blogindlæg – skriv indhold
Jamen, jeg hader at skrive. – Det er bare ærgerligt for du slipper ikke for at skrive hvis du vil lave godt indhold.
Jo, fordi jeg har en ven der laver YouTube-videoer og han har helt vildt mange følgere. Jamen, held og lykke med det projekt.
Lad være med at tro at video er den bundsolide fremtid. Video er et medium der er populært lige nu. Men hvad med om ti år? For tyve år siden? For hundrede år siden? Du skal helt sikkert supplere med video, men ikke til at starte med. Tekster har overlevet i tusindvis af år i en eller anden form, så der er ret stor sandsynlighed for at de bliver et par år mere.
Den letteste måde at analysere og studere indhold online er i tekstform. Det er også gennem tekster at søgemaskinerne lettest kan finde dit indhold. Der er en grund til at du skal indtaste metatekster til din videoer og billeder. Maskiner kan ikke læse billeder og følelser. De kan læse tekst.
Det bedste og mest fleksible undervisningsmateriale er tekster. De kan læses og studeres i læserens eget tempo. Man kan bladre frem og tilbage som man har lyst til. Det er let at få et overblik og du kan hurtigt finde tilbage til noget du vil læse igen. Det kan du ikke med video.
Husk på at mennesker søger på Google fordi de leder efter noget de har behov for. De leder efter en løsning på deres problem. Din opgave er at hjælpe mennesker med de problemer. Jo bedre du er til at hjælpe mennesker, jo bedre går din forretning. Du er problemløser.
Derfor skal du have en blog på din hjemmeside hvor du hjælper dit publikum med løsninger. En blog hvor du jævnligt udgiver blogindlæg. Ikke for at sælge, men for at hjælpe.
En pull-strategi
En blog er den bærende pille i din content marketing-strategi. I markedsføringssprog kaldes den også en pull-strategi fordi du trækker dine potentielle kunder ind på din hjemmeside. Det er en strategi der tager længere tid, men den er billigere og mere solid på sigt.
Med en blog opbygger du indhold som altid vil være der. Dine blogindlæg hjælper ikke kun mennesker nu. De hjælper også i fremtiden. Jo mere du føjer til dit bibliotek, jo mere indhold har du til at ligge og arbejde på at tiltrække potentielle kunder.
Den effekt opnår du ikke ved en push-strategi. Her presser du et produkt nedover din målgruppe. Du forstyrrer dem og risikerer at påvirke dem negativt. En push-strategi er hurtig og dyr. Men den kan være effektiv for kapitalstærke virksomheder med produkter der skal hurtigt ud på et stort marked.
Du læser om online markedsføring fordi du vil bruge en pull-strategi. Derfor må du trække i arbejdstøjet og finde den store pose med tålmodighed frem. Du skal levere arbejdet og hjælpe mennesker.
2. SEO-tekster
Fedt. Du er kommet i gang med at skrive. Din blog bugner med lækre blogindlæg. Men besøgstallene er lave. Meget lave. Du har sikkert hørt om søgemaskineoptimering (seo). Og nu overveje du at hyre en udvikler til at optimere din hjemmeside og blog.
Men helt ærligt – det er ikke her skoen trykker. Seo er ikke kun teknisk. I de fleste tilfælde handle seo om noget langt mere grundlæggende. Det handler om at skrive tekster som er relevante og giver værdi. Uden optimerede tekster er det fuldstændig ligegyldigt hvor hurtig din hjemmeside er. Folk gider ikke besøge en hjemmeside der ikke kan levere løsninger.
Hvis du svigter dit publikum hjælper det ikke at lave teknisk seo. Du skal først og fremmest have fokus på at skrive tekster til mennesker – ikke maskiner. Sørg for at give dem tekster der hjælper dem. Tekster der bidrager til en transformation. Det vil sige at du skal levere løsninger der fjerner problemer.
Dine tekster skal optimeres til dit publikums sprog og ordbrug. De skal være lette og hurtige at læse. Og de skal altid lægge op til handling. De skal skabe aktivitet. En god tekst får læseren til at gøre noget. Kun gennem handling kan vi ændre verden. Det er ikke nok at skrive og snakke. Der skal handling bag ordene. En optimeret tekst skaber handling.
Jeg vil altid anbefale at du selv skriver dine blogindlæg. Men hvis du absolut ikke orker det, så kan du betale dig fra det. Optimering af tekster kan du derimod med fordel købe dig til. Men lad være med at gå til et seo-bureau. Du har brug for en redaktør. En person med speciale i optimering af tekster.
Seo-tekster handler ikke om teknik – de handler om mennesker.
3. E-mail virker
Den gode gamle e-mail. En af de ældste teknologier i den digitale tidsalder. Den har være her længe. Og det er der en grund til. E-mail virker. Jeg behøver ikke at overbevise dig. Jeg behøver kun at spørge dig hvor tit du tjekker din indbakke. Ifølge statistikken kigger du efter post flere gange om dagen.
En e-mail er din direkte adgang til dit mest interesserede publikum. De har givet dig din e-mailadresse fordi de kan lide dig og gerne vil høre fra dig. Med andre ord: du forstyrrer dem ikke når du skriver til dem.
I fagsproget kaldes det permission marketing. Og dit publikum bliver skuffet hvis ikke de hører fra dig. Når du får en e-mailadresse følger der et ansvar. Du skal behandle den med respekt og du skal holde kontakten. Det forventer modtageren. Hvis du svigter, så mister du dine abonnenter og værre endnu … de glemmer dig.
Faktisk glemmer de dig allerede efter en uge hvis de ikke hører fra dig.
Din mailliste er en af dine vigtigste hjørnesten i online markedsføring. Og samtidig er den enormt sårbar. Uden din mailliste sælger du ikke ret meget. Men hvis du prøver at sælge (push-strategi) til din mailliste, så sælge du heller ikke.
Kunsten i markedsføring med e-mail ligger i at balancerer at hjælp og salg. Cirka 80 % af dine e-mails skal handle om at hjælpe dit publikum. Ligesom med dine blogindlæg. Men du skal også give mulighed for køb. Du kan også sagtens bruge din mailliste til at lancere nye produkter og kampagner. Men ikke overvejende. Hvis din abonnenter opfatter dine mails som et forsøg på at sælge og tjene penge, så mister du dem. Din e-mails skal handle om læseren.
4. Sociale medier
Vi elsker at omgive os med mennesker der er ligesom os selv. Vi kan lide at være en del af et fællesskab. Derfor er sociale medier utroligt populære. Det er her du finder dit mest loyale publikum. I hvert fald hvis du leder de rigtige steder.
De sociale medier handler om at være social. Og har du lagt mærke til hvordan man kommunikerer med hinanden? – Med tekst. Derfor er det vigtigt at du bruger tid på at optimere dine budskaber så du kan bruge dem når du arbejder på de sociale medier.
Det lyder som en guldgrube at få mennesker fra de sociale medier til din hjemmeside for at købe din revolutionerende produkter. Det kan det også godt være. Men det kræver at du bruger medierne rigtigt. De sociale medier er fællesskaber hvor mennesker søger hjælp eller fællesskab. De leder ikke efter sælgere.
Derfor er selvpromovering og reklame ekstremt upopulært. Det virker anmassende. Du skal bruge de sociale medier til at vise hvem du er og hvordan du kan hjælpe mennesker. I fællesskaber vil folk stille spørgsmål. Når du hjælper dem og deltager i samtaler, så vil de begynde at interessere sig for dig. De kan lide dig fordi du hjælper dem.
Resultatet af din aktivitet bliver at folk vil besøge din hjemmeside og købe dine ydelser. Igen taler vi om pull-strategi. Det handler om fællesskabet – ikke dig.
Advarsel
Du har ikke kontrollen over de sociale medier. Derfor har du brug for din egen stærke platform. Du skal have en hjemmeside og en blog at trække dit publikum til. Et sted hvor du har kontrollen og hvor det er dig der bestemmer. De sociale medier er ikke egnet som platform til din forretning. Og de ændrer sig konstant.
Alligevel udgør de en vigtig del af dit fundament. Det er her du opsøger din niches fællesskaber. Det er her du brander dig selv og din virksomhed ved at hjælpe mennesker.
Opgave
Jeg har en lille opgave til dig. Kig de fire discipliner igennem og find ud af hvor stærkt dit fundament er. Læg en plan for hvad du kan gøre for at styrke det.
Vær forberedt på at dette ikke er noget du kan gøre på en eftermiddag. Det skal indarbejdes som en del af din daglige rutine. Dit daglige arbejde.