Gud hvor kan det være anstrengende at skulle tage stilling og hensyn til alle politiske korrektheder. Især ligestilling.
Lad mig lige starte med det enkle svar – derefter får du min hudløse ærlige mening om sagen. OG jeg fortæller dig også hvad du bør gøre – så undgår du en masse bøvl med selv at finde ud af det.
Helt enkelt: Følg anbefalingen fra Dansk Sprognævn
Dansk Sprognævn i ikke i tvivl. Han eller hun er egentlig ikke så svært. Han vil referere til personer af hankøn og hun vil referere til personer af hunkøn.
Men der er situationer hvor det kan være svært at afgøre om personen er han- eller hunkøn. Fx læseren klikker på knappen når han vil se billedet.
Dansk Sprognævn fortæller at det er vigtigt at skelne mellem genus og sexus. Dvs. grammatisk køn og biologisk køn. Hvis der er tvivl om hvilket biologisk køn teksten refererer til, så bør du skrive han.
Han bruges nemlig som generisk reference.
Dansk Sprognævn har modtaget mange forslag til hvad man kunne skrive i stedet for som generisk reference. Fx høn, hæn, hyn, huan osv.
Det fælles problem for dem alle var: Hvordan skal man bøje dem? Høn, høns/høndes, høm/hønde?
Tja – prøv selv at bøje andre forslag, så opdager du hurtigt udfordringen.
Du kan læse en mere uddybende artikel hos Sproget.dk: Han el. hun?
Min mening (det er ikke sikkert at du kan lide den)
Nu er det jo ikke meningen at indlægget skal handle om ligestilling, men problematikken udspringer af ligestilling.
Der er mange skribenter der vælger at skrive hun i stedet for han. Så tror de ligesom at de har genoprettet balancen. Men det har de jo ikke. Det eneste de har opnået er omvendt diskrimination.
Hvis dét at skrive han er diskriminerende for kvinder, så er dét at skrive hun diskriminerende for mænd. Så den retning hjælper intet.
Jeg har set eksempler på online profiler hvor man har mulighed for at skrive at man hverken vil defineres som han- eller hunkøn. Jamen hvad er det der gør at vi ikke må være forskellige?
Ligestilling i både sexus og genus er at vi finder en gensidig respekt og accept af hinandens forskelligheder. Vores styrker som mænd og kvinder ligger i at vi er forskellige.
Vores styrker som mænd og kvinder ligger i at vi er forskellige. Share on XVi burde dyrke forskelligheden mere. Lade mænd være mænd og kvinder være kvinder. Hvis en mand prøver at være kvinde – eller omvendt – i et forsøg på at være mere lige, så berøver han samfundet for de styrker han har som mand.
Og her taler jeg om mænd og kvinder generelt. Jeg er helt klar over at der findes minoriteter som hermafroditter og transseksuelle. Men det er en anden snak.
Min klare holdning er at vi skal anerkende at mennesker er forskellige. Mænd og kvinder er ikke ens. Men vi har hver især nogle styrker og svagheder. Derfor supplerer vi hinanden så godt.
Vi skal bruge hinandens styrker i stedet for at undertrykke dem.
Tillad dig selv at være dit køn. Det er sådan du er stærkest og bidrager mest til samfundet.
Hvad ligestilling angår er jeg ligeglad med hvilke arbejdsroller mænd og kvinder tager. En kvinde kan være mekaniker og en mand kan være babysitter. Det væsentlige er at personen er bedst til jobbet.
Hvad har det at gøre med om du skriver han eller hun?
Alt!
Du skal være på bølgelængde med dit publikum
Jeg erkender blankt at jeg i lang tid har prøvet at tjene både mænd og kvinder. Jeg har prøvet at henvende mig til begge køn. Men det virker ikke.
Fordi vi er forskellige. Det sjove er at de fleste der læser dette indlæg er kvinder, men jeg skriver til mænd – som en mand. Hvorfor?
Fordi mænd og kvinder taler forskelligt. Har forskellige behov. Intuitivt vil vi følge mennesker vi føler ligner os selv. Vi vil føle os forstået. Føle at vi har et fællesskab.
Det er ligesom når alle motorcyklister hilser på hinanden. Eller når hundeejere hilser på hinanden. De kender ikke hinanden, men de har noget til fælles. De føler samhørighed. Tryghed.
Det er præcis det forhold du ønsker at bygge med dine læsere. Derfor skal du henvende dig til mennesker der føler samhørighed.
Opbyg fællesskab
For at vende tilbage til spørgsmålet om han eller hun, så skal du give klart til kende overfor din målgruppe hvem du er. Hvilke unikke kendetegn har du?
Det er nemt at genkende en hundeejer eller en motorcyklist. De har enten en hund eller en motorcykel. De er i samme “klub”.
Fremhæv dine unikke kendetegn. På den måde giver du dine læsere mulighed for at føle ligheder og fællesskab. Et af dine unikke træk og styrker er dit køn.
Derfor skal du skrive i det køn du er. Jeg skriver han af to grunde. For det første er det Dansk Sprognævns anbefaling. For det andet er det fordi jeg er en mand.
Hvis du er kvinde – og dit publikum er kvinder, så kan du fint slippe afsted med at skrive hun som generisk reference. Det vil styrke dit brand og din position.
MEN hvis du er mand så lad for guds skyld være med at skrive hun. Det virker forkert. Fint at du vil vise at du respekterer det andet køn og alt det der. Men det underminerer dit eget køn og dine unikke træk. Tillad dig selv at være mand.
Og ved du hvad? – Når du tillader dig at være dig selv, så vil du stå så stærkt at begge køn både vil respektere og følge dig.
Vær tro mod dit køn. Vær tro mod dig selv.
Hvis du vil have flere konkrete skrivetips, så se lige på min e-bog Skrivetips for bloggere.