Det er meget oppe i tiden hvor miljøvenligt det er at genbruge alt fra syltetøjsglas til legetøj. Digitalt genbrug kan være ekstremt effektivt for din målrettede blog og er mindst lige så trendy som at genbruge fysiske ting.
Du behøver ikke at opfinde nyt indhold til din blog igen og igen. Du kan – og bør – genbruge ældre indhold. Det vil være med til at understrege dine budskaber og værdier. Det vil styrke og fasttømre dit brand.
Her er nogle idéer til hvad du kan genbruge.
1. Blogindlæg
Jeg har tit oplevet at jeg kan huske at jeg har skrevet noget for et par år tilbage. Men når jeg så vil finde det på min blog viser det sig at jeg har skrevet det som en del af noget helt andet. Eller også har jeg skrevet det med en anden vinkel end den jeg har brug for.
Det vidner om at jeg kan skrive det samme indhold fra forskellige vinkler. Du kan tage ethvert af dine blogindlæg og lægge en ny vinkel på budskabet. Når du skriver et blogindlæg ud fra den nye vinkel har du genbrugt indholdet men præsenteret det på en anden måde.
2. Repurpose
Repurpose er et fagbegreb vi indholdsmagere bruger om at lave flere typer indhold ud fra for eksempel et blogindlæg. Når du har skrevet et blogindlæg kan du udgive indholdet i et nyt format. Du kan lave en lydfil hvor du læser blogindlægget op. Du kan lave det til en video eller podcast. Du kan udgive samme indhold som en serie af opslag på sociale medier. Du kan lave en freebie eller tilbyde din mailliste en kort sekvens med samme indhold.
Der er uendeligt mange muligheder for at genbruge dit indhold i andre formater. Og det kan i den grad betale sig fordi du når ud til flere potentielle læsere og kunder.
3. Indholdsbibliotek
På sociale medier kan det være en fordel at opbygge et stort bibliotek af indhold du kan udgive igen og igen. Du kan genbruge et indlæg direkte med lige så stor succes som første gang du udgav det.
Jeg har stået for udgivelser på Facebook for en dansk møbelkæde hvor jeg eksperimenterede med genbrug af indhold. Stort set alle opslag i biblioteket blev udgive een gang hvert år. Og de havde lige stor succes hver gang. Publikum glemmer hurtigt hvad de har set før.
Nogle gange kan det også være rart at blive mindet om noget man har læst før. Et godt skrivetip for eksempel. Eller hvordan man bedst undgår plastik i hverdagen. Der findes typer af indhold du kan udgive adskillige gange uden at folk bliver trætte af det.
Du har sikkert prøvet at læse den samme bog eller blad flere gange. Eller set en film to eller halvtres gange.
Vi elsker genbrug
Du behøver ikke at opfinde nyt hele tiden. Vi elsker genbrug – vi har brug for det. Vi kan lide det gode minder eller at huske på de ting vi har glemt. Genbrug af indhold kan være sparket der får os i gang med det vi altid har drømt om. Genbrug kan ændre liv.
Opgave: Find et par gamle blogindlæg og skriv dem igen fra en ny vinkel. Eller udgiv dem i et nyt format.