Det kan tage lang tid at skrive en freebie. Men det behøver det ikke. Her får du en teknik (pomodoroteknikken) og en plan så du hurtigt kan skrive din freebie.
Pomodoroteknikken er en teknik til at holde fokus på din opgave. Kort fortalt går den ud på at arbejde i korte intervaller på 25 minutter.
- Køkkenur (eller anden timer)
- Blyant
- Papir (blank A4)
- Computer
Er du klar? – Så lad os komme i gang.
Hvis du ikke har en timer, så har jeg fundet en god en til dig på Amazon. Bare klik på billedet (affiliate link).
Skriv din freebie – i 6 trin
Der er seks trin du skal igennem for at skrive din freebie.
1. Find dit emne
Start med at finde ud af hvad du vil skrive om. Dit emne. Skriv det ned på et stykke papir og læg det så du hele tiden kan se det.
Når du bliver distraheret skal du kigge på papiret og dit emne, for at finde fokus igen.
2. Start tiden
Sæt dit køkkenur til 25 minutter. Et mekanisk ur er bedst, men du kan også bruge en anden timer. Men ingen automatik. Det er vigtigt at du sætter tiden manuelt.
Et interval på 25 minutter kaldes en pomodoro.
3. Skriv
Gå i gang med at skrive. Skriv indtil uret ringer. Hold fokus på opgaven i hele tidsintervallet. Hvis du bliver distraheret, så kig på papiret med dit emne.
Hvis du bliver forstyrret af andre tanker, så skriv dem ned på det blanke A4 ark. Få tankerne ud af hovedet, så du kan tage dig af dem senere. Vend hurtigt tilbage til din freebie.
4. Sæt et kryds
Når uret ringer skal du sætte et kryds på et stykke papir, for at markere at du har løst en del af opgaven.
Måske har du en to do-liste eller en disposition. Hvis ikke, så skriv: “Pomodoro 1” og kryds den af.
Følelsen af at krydse noget af på en liste holder dig motiveret og fokuseret på opgaven.
Din liste for en freebie kunne se således ud:
- Disposition + research
- Skriv første udkast
- Redigér indhold
- Formatering til udgivelse
Det svarer til 4 pomodoro’er. Din liste kan se anderledes ud.
5. Hold pause
Hvis du har mindre end fire krydser på dit papir (dvs. du har gennemgået 1-3 pomodoro’er), så hold fem minutters pause.
Hverken mere eller mindre. 5 minutter.
Gå tilbage til trin 1 og start forfra.
6. Evaluér arbejdet
Når du har gennemgået fire pomodoro’er, så er det tid til en længere pause. Hold fri en halv time.
Efter en halv time vurderer du hvordan arbejdet er gået. Er du færdig? Hvad mangler du at lave?
Skriv en ny to do-liste. Nulstil dine pomodoro’er og start forfra ved trin 1 og første pomodoro på din nye liste.
Færdig?
Hvis du bliver færdig før uret ringer, så fortsæt arbejdet. Idéen er at du har afsat en bestemt tid til at arbejde. Den tid du har tilbage i en pomodoro skal du bruge til at gøre din freebie bedre.
Du kan fx lave lidt ekstra korrektur. Overveje en omformulering osv.
Når uret ringer for sidste gang, er du klar til at udgive din freebie.
Tillykke. Og godt arbejdet. Klap dig selv på skulderen. Dagens arbejde er slut.
Tag en kop kaffe og planlæg hvad du vil lave i morgen. – Husk at du kan bruge pomodoroteknikken til andet end at skrive en freebie 😉
Hvis du ikke allerede har læst den, så kig lige på denne artikel for at komme rigtigt i gang med at opbygge din mailingliste: 6 trin til at få dine første 100 tilmeldinger på din mailingliste.