Du hader at være centrum. Du vil helst gemme dig i kulissen og være usynlig. Ikke at jeg helt kan relatere mig til det. Jeg har intet imod at være synlig. Men jeg forstår godt at det kan være grænseoverskridende at gøre sig mere synlig når man egentlig helst ikke vil ses.
Men der er noget modstridende i at ville tiltrække kunder eller arbejde og være usynlig på samme tid. I virkeligheden tror jeg ikke at det handler om at være totalt usynlig. Måske handler det mere om at finde det niveau af synlighed hvor man føler sig tryg.
Derfor giver det god mening at starte let og gå et lille skridt videre når du er klar til det.
Du er allerede synlig
Selvom du ikke tænker over det, så er du allerede synlig online. Og du har det sikkert fint med den synlighed. Din opgave er at tage kontrollen over hvad folk ser – og hvem der ser det.
Din grundlæggende strategi er stadig at blive set af flere relevante mennesker og at hjælpe de mennesker så godt du kan.
Hvor er du allerede synlig online? Besvar spørgsmålet og lad dig inspirere af denne liste:
- Diverse online tjenester. Fx shops, bank, spil, sport osv.
Elementer personlig branding
Der er nogle spørgsmål du skal have helt afklaret uanset hvor synlig du kan lide at være.
- Hvad er dine kerneværdier?
- Hvad er din niche?
- Hvad er din mission for en bedre verden?
Svarene på disse tre spørgsmål skal stå meget klart for dig. Det er grundlæggende spørgsmål du bør revidere og arbejde med mere end en gang. De kan nemlig ændre sig over tid.
De er meget svære spørgsmål og der findes hverken et rigtigt eller forkert svar. Derfor er det meget vigtigt at du er oprigtig og ærlig over for dig selv. Du skal ikke besvare spørgsmålene som du tror din omverden ønsker det. Du skal besvare dem som dig selv.
Hvad ser folk?
Endnu et vigtigt spørgsmål du skal tage stilling til. Hvad ønsker du at folk ser når de kigger på dig?
Prøv at tage dit publikums briller på at gennemgå din online tilstedeværelse med deres øjne. Kan du lide hvad du ser? Er det dét andre mennesker skal se?
Har du på noget tidpunkt gjort dine værdier, niche og mission synlig?
7 ting du kan arbejde på
Her er en liste med syv ting du kan arbejde på selvom du ikke er tryg ved at være synlig. De er alle med til at tage kontrollen over dit personlige brand og hvad folk ser når de kigger på dig.
- Profilbillede. Sørg for at du har det skarpt profilbillede. Det skal vær et portrætfoto uden rod eller andre mennesker på. Sørg for at smile og se venlig ud.
- Coverbillede. De fleste sociale medier giver mulighed for at have et coverbillede. Sørg for at det billede er skarpt og reflekterer dine værdier.
- Beskrivelse. Lav en kort beskrivelse af dig selv. Du kan hele tiden arbejde på at gøre den bedre. Men du er allerede nået et godt stykke hvis du har besvaret spørgsmålene om værdier, niche og mission.
- Titel. Nogle profiler har plads til din titel. Sandt at sige, så er den ligegyldig. Denne plads skal du bruge til at skrive hvad du laver. Jeg har fx skrevet: Hjælper med personlig branding online. Lad være med at skrive din nuværende titel og uddannelse.
- Signatur. Tilføj en signatur til dine e-mails. Her skal du gentage dine budskaber og evt. lægge et link til dine sociale profiler. Dvs. Hvad kan du hjælpe med og hvor kan folk finde dig?
- Overensstemmelse. Sørg for at din tilstedeværelse online stemmer overens. Brug samme profilfoto, farver og beskrivelse. Alle dine profiler skal sende det samme budskab så folk kan genkende dig. Lad være med at dedikere Facebook til een ting og LinkedIn til en anden. Dit publikum leder på dem alle.
- Aktivitet. Vis at du gør noget. Sørg for at tjekke ind og vise at du er aktiv. Døde profiler giver et dårligt indtryk. Lav jævnlige opslag. Del ressourcer du kan lide. Sørg for at synes godt om andres opslag. Brug tid på at komme på relevante menneskers radar.
Alt dette kan du gøre uden at du behøver at lave nye grænseoverskridende projekter for at gøre dig synlig. Du er allerede synlig. Du skal bare tage kontrollen over det folk ser.
Før du ved af det er du klar til at gå et lille skridt videre. Det handler om at du finde din egen personlige stil. Din stemme online. Når du har fundet den vil du føle dig mere tryg ved at være synlig.