Har du travlt? – Det er ikke noget du skal råbe højt om. Tiden hvor der var status i at have travlt er slut. Hvis du har travlt er du dum.
Avs. Den gjorde ondt. Du sidder på kanten af stolen og blodet pumper lidt hurtigere. Du er i defensiv – hvad hulen bilder jeg mig ind at kalde dig dum?
Jeg har aldrig travlt, men det betyder ikke at jeg ikke laver noget. Jeg er bare god til at planlægge mit arbejde.
Hvordan føles det at have travlt? – Stressende. Det er egentlig ikke en rar følelse. Og der er vanvittigt irriterende at være sammen med travle mennesker. De glemmer ofte hvad de har sagt og de kommer tit for sent til møder.
Bagkanten
Noget af det værste jeg ved er når en ven eller samarbejdspartner starter et møde med: – Jeg har en bagkant klokken x. Den afslappede følelse forsvinder. Hvorfor fortæller personen mig om hans eller hendes bagkant? (egentlig et sært ord – bagkant)
Ved at sætte en bagkant skaber du spænding. Samtalen og mødet bliver ikke hyggeligt for den du mødes med. Og samtidig signalerer du at du har travlt og egentlig ikke har tid til at mødes. Der er andre vigtigere ting.
Det er ikke sikkert at det er sådan du mener det, men det er sådan personen du mødes med opfatter dig.
Vi skal snart have en kop kaffe
Så er der de mennesker der er enormt svære at få en aftale med. De ender med at presse dig ind mellem to andre aftaler om tre uger. Når tiden til mødet kommer, så aflyser de fordi de har for travlt.
Det er håbløst. Og forudsigeligt. Hvis et menneske prøver at presse mig ind i sin travle kalender, så finder jeg en anden dag eller foreslår at han eller hun kontakter mig når der er mere luft i kalenderen.
Når jeg har prøvet at lave en aftale tre gange, så stopper jeg. Travle mennesker har altid gode intentioner, men de har også tendens til at nedprioritere andre. Ved et senere sammentræf siger de typisk noget i retning af: Vi skal snart have en kop kaffe.
Okay – så siger vi det.
Arbejd smart
Det duer ikke at dem du vil mødes med føler sig nedprioriteret. De vil føle sig vigtige. De har brug for at vide at du er der for dem. Hvis du ikke har tid, så er det fordi du ikke er god til at planlægge dit arbejde.
Ved at planlægge dit arbejde og dine møder bliver du mere effektiv og du kan slappe mere af. Følelsen af at have travlt er et symptom på at noget er galt. Det er ikke meningen at du skal have travlt.
Beslut dig for hvor mange timer du vil arbejde om ugen. Afsæt tid i din kalender til at arbejde. Gør dig helt klart hvornår du gør hvad. Du må ikke lade dine omgivelser bestemme din kalender. Du skal selv tage kontrollen over din tid.
Afsæt tid til møder. Gør det klart for dine kunder at du kun mødes fx tirsdage og torsdage om formiddagen. Det samme gælder telefon og e-mail.
Hvis du ikke har tid i din kalender, så sig nej. Lad være med at presse folk ind i din travle hverdag. Det giver et dårligt indtryk.
Arbejd bevidst og målrettet i stedet for impulsivt.