30-dages skriveudfordring
Dette er et indlæg i min 30-dages skriveudfordring. Målet er at du bliver en procent bedre til at skrive hver dag i 30 dage.
Der er forskellige vinkler på et emne. I dag bliver udfordringen at finde vinklen på dit næste blogindlæg. For at finde din vinkel skal du vide hvad det egentlig betyder. Når du har forstået hvad det vil sige at finde en vinkel, så vil du opdage at du kan skrive om det samme budskab i adskillige blogindlæg bare ved at finde en ny vinkel.
Ved at lære at arbejde med vinkler på blogindlæg løber du aldrig tør for noget at skrive. Du er allerede kommet et godt stykke vej med at finde din vinkel. I går arbejdede du med temaer og emner. Dit tema og dit emne vil hjælpe dig med at finde din vinkel på dit indlæg.
Hvis du ikke har set udfordringen fra i går, så kan du finde den her: Dag 2: har du en plan for hvad du vil skrive?
Hvad er en vinkel?
En vinkel er en lille del af virkeligheden – din virkelighed. Du kan ikke skrive alt om dit emne i ét blogindlæg, men du kan udvælge en lille bid du vil skrive om. Denne bid er dit fokus. Din vinkel.
Lad os sige at du vil skrive om Aarhus. Dit emne er Aarhus. Men det er et bredt emne. En mindre bid kunne være: Kultur i Aarhus. Det er svært at skrive en revolutionerende tekst om kultur i Aarhus generelt, så du skal være mere detaljeret i din vinkel.
En endnu mindre bid kunne være: Teater i Aarhus for mænd
Eller måske: Teater i Aarhus for mænd der kan lide et godt grin
Den sidste vinkel er relativt let at gå til. Det er bare at finde sjove teaterstykker i Aarhus og skrive om dem fra en mands synspunkt. Jeg er sikker på at du kan se hvor meget lettere det vil være end at skrive ud fra en bred vinkel.
Sådan finde du en god vinkel
Du har allerede gjort noget forarbejde til at finde en god vinkel. Her er nogle tips til hvad du mere kan gøre:
1. Læs andre indlæg
Læs det første afsnit af indlæg du kan lide at læse. Tænk over hvad det er der får dig til at læse videre.
2. Stil spørgsmål
Før du begynder at skrive skal du stille dig selv nogle spørgsmål der starter med de klassiske hv-ord: Hvem; hvad; hvor; hvornår; hvorfor?
- Hvem skriver du til?
- Hvad er dit budskab?
- Hvor finder din tekst sted – eller hvor er den relevant?
- Hvornår foregår den? – er det fx en nyhed eller eviggyldigt indhold?
- Hvorfor skriver du dit indlæg? – hvad vil du egentlig opnå?
3. Brug kontraster
Tag udgangspunkt i en modsat tilstand af dit budskab. Lad os sige at du vil skrive om en god opskrift på brasede kartofler. Din kontrast kan være en historie om en oplevelse med dårligt tilberedte brasede kartofler. Husk at målrette din historie til dit publikum.
4. Din relation til emnet
Overvej hvad din personlige relation til emnet er. Fortæl historien om hvorfor den er den er vigtig for. Men gør det kun hvis dit publikum kan identificere sig med din relation til emnet. Det kan for eksempel være at dit publikum er frustrerede over at ingen kan finde ud af at brase kartofler.
Dagens opgave: Find din vinkel på dit næste blogindlæg.