Selvom jeg er et socialt og udadvendt menneske, så har jeg aldrig været særlig god til at netværke. Men jeg prøver at blive bedre til det. I mine bestræbelser på at blive bedre begår jeg nogle fejl. I dette indlæg vil jeg dele tre bitre erfaringer med dig, så du ikke behøver at begå de samme fejl.
Min troværdighed blev skadet og stillet i dårligt lys. De fejl jeg begik var indlysende. Jeg kendte dem og vidste at jeg ikke burde begå dem. Alligevel gjorde jeg det. Hvorfor? – fordi det var nemt at begå disse fejl også uden at ville det. Pas på at du ikke også falder i fælden!
Det er sundt at afprøve ting for at se hvad der sker. Det er min tilgang til mange ting. Det giver god erfaring og mange oplevelser, men ind imellem giver det bare en lussing.
De 3 ting du absolut ikke må gøre
Uanset hvor gode dine hensigter er, så er der altid nogle der vil betvivle din motivation for at gøre disse tre ting. Mine hensigter var så gode at jeg helt overså at jeg ikke burde gøre følgende:
1. Sende den samme besked til flere mennesker
Det gjorde du bare ikke. – Jeps!
Hvorfor? – Fordi det var nemt, helt enkelt. Efter at have kontaktet nogle stykker på Facebook bemærkede jeg at mit åbningsspørgsmål virkede godt og så var det fristende at kopiere det og bruge det hver gang. Det var en dårlig idé.
For det første er der ret stor sandsynlighed for at folk i samme branche eller gruppe snakker sammen. De opdager hurtigt at du stiller det samme spørgsmål til flere. Når du gør det, så bliver dine hensigter draget i tvivl. Du mister troværdighed. Det er effektivt, men uprofessionelt. Du bliver anset som spammer.
For det andet er der risiko for at Facebook anser aktiviteten for spam og prøver at stoppe det. Læs hvordan Facebook beskytter brugerne mod spam. Jeg slap billigt – det er ikke sikkert at du gør det.
2. Skrive til folk du ikke kender
Du vil gerne lære nye mennesker at kende. Du vil udvide dit netværk. Det er oplagt at få den idé at skrive til mennesker du ikke kender. Hvorfor? – igen … fordi det er nemt. Det er så dejligt nemt at trykke på “send besked”. Så lad da være!
Skriv aldrig til folk du ikke kender. Rigtig mange vil være positive hvis du har reelle hensigter. Der er også mange der er ligeglade. Og så er der dem der bliver irriterede. Det sidste du ønsker er at irritere og forstyrre folk. De vil tale dårligt om dig.
3. Give råd uopfordret
Uh, hvor er det bare fristende at give et godt råd. Hvorfor? – fordi du ønsker at hjælpe andre og du er overbevist om at du har løsningen på deres problemer. Men ved du hvad? – Folk er generelt ligeglade med dig hvis de ikke kender dig. Det sidste de ønsker er at du blander dig uden at være inviteret.
Du vil før eller siden være fristet til at overtræde disse regler. Du er nødt til at være varsom, for det er slet ikke sikkert at du opdager at du gør det. Jeg håber bare at mine erfaringer hjælper dig til at være ekstra opmærksom på din egen adfærd.
Din mission kan være så ædel og god at du helt overser åbenlyse fejl. Hvis du falder i fælden, så lær af dine fejl og kom videre. Lad være med at prøve at forklare eller undskylde. Erkend dine fejl, tag imod lussingen og kom videre. Du har lige oplevet et nederlag – en fiasko, men husk at det er en del af din succes.
Har du begået nogle fejl på Facebook som du ville ønske du aldrig havde gjort? Del dine erfaringer og lad os andre lære af dem.