I går læste jeg et opslag på Facebook. En kursusvirksomhed i den alternative verden ville sælge et kursus i tydning af runer.
Jeg har intet imod den alternative verden. Det er altid spændende at udforske det esoteriske. Det udfordrer sindet og nogle gange finde jeg nogle værktøjer jeg kan bruge i min egen udvikling.
Desværre mistede virksomheden troværdighed. Jeg tvivler på at kurset overhovedet vil sælge. Det er ærgerlig for det kunne jo godt være at det er kompetente mennesker der står bag.
Hvorfor tror jeg ikke at det vil sælge? – Jo, de markedsførte kurset således:
Som overskrift “Rune Tydning” og lidt længere nede stod der “Rune tydning kursus”.
Åh nej. På et helt ubevidst plan sætter jeg underviseren i kategorien uintelligent. I en verden hvor der er mange plattenslagere og kvaksalvere, så er det vigtigt at kunne fremstå som en troværdig person.
Disse konsekvente stavefejl gjorde at firmaet omgående mistede troværdighed.
Opslaget fik mange kommentarer. Desværre ikke af den positive slags. Der kom rigtig mange spøgefulde indslag. Hvem er denne Rune Tydning?
Får styr på sammensatte ord
Der er mange der har svært ved sammensatte ord. I nyere tid skyldes det til dels at sproget er under indflydelse af engelsk. Her er sammensatte ord sjældne.
Men der er også rigtig mange mennesker i Danmark som ikke har dansk som modersmål. De har svært ved at se hvornår et ord er sammensat. Skal det være et eller to ord?
Desværre har denne kombination været med til at påvirke meningsdannere og offentlige personer. Dvs. mennesker der skriver tekster der bliver læst af andre. Når noget er udgivet offentligt bliver det ofte antaget som rigtigt.
Det er helt ok at du ikke ved hvornår du skal skrive et eller to ord. Men når du skriver til et publikum bør du få en god ven til at læse korrektur først.
Især hvis du udgiver annoncer, undervisningsmateriale eller skriver skilte. Du kan ikke sælge viden hvis du fremstår som uintelligent. Når du skriver blogindlæg eller artikler i blade og aviser, så er det også vigtigt at du har styr på dine sammensatte ord.
Vi kan alle lave fejl – især når vi ikke læser korrektur. I længere tekster er det lettere at tilgive slåfejl. Dem har jeg selv en del af fordi jeg skriver hurtigt og udgiver ofte. Det er sjusk – men jeg retter det når jeg opdager fejlene.
Desværre er problematikken med sammensatte ord ikke sjusk. De skyldes uvidenhed. Der er stor forskel på sjusk og uvidenhed. Især når du vil sælge viden.
Jeg mener – hvis du ikke engang kan stave til det fag du underviser i…? Hmm…
Læs korrektur
Løsningen er at få læst korrektur på dine tekster. Du behøver ikke at hyre en ekspert til opgaven. Ofte fanger du de fleste fejl hvis du beder en ven læse din tekst igennem.
Du kan også prøve at følge mine tjeklister for korrektur: Den store korrektur eller Den lille korrektur (15 minutters tjek)
Og smut lige en tur omkring Dansk Sprognævn og læs lidt på paragrafferne 18 og 19. De handler om sammensatte ord: Et eller flere ord?