
Udfordringen for introverte er at personlig branding ofte er lavet for udadvendte mennesker. Det kan virke grænseoverskridende for indadvendte mennesker at gøre sig mere synlige.
Derfor er det vigtigt at du finder ud af om du er ind- eller udadvendt. Det er afgørende for din brandingstrategi.
Introvert strategi
Strategien for introverte bør give god tid til at tænke sig om. Du skal passe på med at lave stramme udgivelsesplaner og store kampagner på de sociale medier. De kan hurtigt komme til at dræne dig for energi.
Du bør heller ikke lave indhold der kræver at du involverer dig for meget med andre mennesker. Det vil tage for meget af din energi og du risikerer at føle dig utilstrækkelig.
Som introvert bør du læne dig op ad en strategi hvor du har fokus på et lille netværk. Du skal ikke fokusere for meget på likes og delinger. Tal vil kun få dig til at spekulere på hvad folk tænker om dig.
På din egen hjemmeside skal du vælge en strategi hvor du udgiver blogindlæg som du har tid til at skrive. De må ikke være alt for overfladiske, men pas på at du ikke mister dit publikum hvis du skriver alt for dybe indlæg.
Dit indhold skal have substans og værdi, men må ikke være kedeligt.
Du ved at du er introvert når du …
- Foretrækker at være alene.
- Hader smalltalk.
- Helst vil være sammen med bestemte udvalgte mennesker.
- Ikke kan lide at snakke i store grupper.
- Holder dig tilbage.
- Bliver træt af at være sammen med mange mennesker.
- Kun kan forholde dig til et menneske ad gangen.
Tag eventuelt en test der kan hjælpe dig med at finde ud af hvor introvert eller ekstrovert du er. Der findes mange tests derude på det store internet. Der er næsten ligegyldigt hvilke du vælger. Kvaliteten er ikke så vigtig i første omgang. Det vigtigste er at du får en idé om hvor du ligger på skalaen.
I nogle situationer kan du have en meget ekstrovert adfærd men du er introvert i andre. Men typisk vil du være mest det ene eller andet.
Jeg vil ikke anbefale en bestemt test. Bare søg på Google og prøv dig frem. Her er den søgefrase jeg har brugt: “introvert eller ekstrovert test”.