Indholdet på en målrettet blog må ikke være tilfældigt. Dit indhold kræver en strategi. I dag vil vi kigge lidt på om viralt eller evergreen-indhold er den bedste strategi. Og jeg vil tage luften af ballonen med det samme – evergreen er en klar vinder.
For dig der sidder og tænker over hvad f… jeg fabler om, vil jeg lige gennemgå begreberne.
Hvad er viralt indhold?
Viralt indhold har fået sit navn efter en virus’ natur. Det er indhold der spreder sig ukontrolleret og hurtigt. Et blogindlæg kan ligge og simrer i lang tid og pludselig bliver det opdaget og folk deler indlægget overalt. Du har totalt mistet overblikket over hvem der læser det.
Problemet med viralt indhold er at det ikke kan målrettes. Det er i princippet værdiløst. Nuttede kattekillinger er et godt eksempel på viralt indhold. Med dit virale indhold rammer du omgående en følelse næsten alle mennesker har. Og de får omgående lyst til at dele.
Det virale indholds natur gør at du ikke kan skrive et viralt blogindlæg med et fokuseret og snævert emne. Din blog har en helt unik vinkel og sin egen niche. Der er ingen måde at dit indhold vil egne sig til at være viralt indhold.
Når viralt indhold ikke har værdi i sig selv – hvorfor virker det så for nogle? Viralt indhold er effektivt for de mennesker der får en anden værdi ud af at det bliver set af mange. Typisk bliver folk eksponeret for reklamer eller branding.
Viral markedsføring er populært blandt store og kendte brands der primært markedsfører sig til et bredt publikum.
Hvad er evergreen indhold?
Evergreen betyder at noget er grønt for evigt. Eviggyldigt indhold. Det har ingen nyhedsværdi og er sjældent noget folk vil dele i rå mængder. Dit evergreen-indhold vil nå ud til en meget specifik målgruppe som ind imellem vil dele det.
Dit evergreen-indhold har varig værdi og på sigt vil det trække mere trafik til din blog en et enkelt viralt indlæg vil. Derfor er evergreen en langsigtet strategi. Men det er din blog jo også. Du står ikke overfor lanceringen af en ny sodavand med mintsmag, som alligevel udgår af sortiment til næste år. Du har indhold der skal hjælpe dit publikum i mange år frem. Indhold der gør en forskel.
Før eller siden prøver du at skrive noget der bliver delt meget. Det jeg også prøvet og jeg fik intet ud af det. Jeg fik pludseligt sindsygt mange besøg som hurtigt hoppede videre. De smadrede min statistik og købte intet. Min bounce rate steg og min rang faldt på Google. Alt sammen fordi jeg havde skrevet et populært – og værdiløst blogindlæg.
Kan et indlæg gå viralt i en niche?
Du kan i princippet godt skrive et indlæg der spreder sig hurtigt i din niche. På få dage har alle læst dit indlæg og alle i branchen kender dit navn. Man kan vel kalde det en form for mikroudbrud der kun rammer en specifik målgruppe.
Det ville jo være fantastisk hvis vi kunne skrive den slags indlæg. Udfordringen er bare at det er næsten umuligt. Det er som at spille i lotto at ramme lige præcis de ord der får din tekst til at sprede sig med lynets hast i en niche. Det kan lade sig gøre men det er ikke en holdbar strategi.
Evergreen er den bedste strategi
Når du har fokus på at producere viralt indhold risikerer du at give op fordi du lægger al din energi i at blive populær. Den sikre vej frem er at hjælpe dit publikum. Skriv indhold der hjælper mennesker og gør en forskel i deres hverdag. Det er en langsigtet strategi – en strategi du ikke kan tabe.
Det gode er at du ind imellem rammer en lille guldklump der giver et mikroudbrud. Men det er en bonus. Ikke et mål.
Viralt indhold har det med at dø ud lige så hurtigt som det opstod. Så vil jeg hellere have indhold der aldrig dør ud. Indhold der altid vil blive læst.