Dette er en lektion i et minikursus i målrettet blogging. Du kan finde de andre lektioner her:
- I gang med målrettet blogging
- Målret din blog ved at finde fokus
- Find din stemme
Der findes mange forskellige typer blogs. Der er lige så mange bud på blogtyper som der er bloggere. Jeg tror at det er fordi vi mudrer tingene lidt sammen. Jeg har undersøgt de forskellige blogtyper og kigget på hvilke fælles træk de har og hvor de skiller sig ud. Der er nogle helt grundlæggende karakteristika der går igen ved alle blogs.
Det er de grundlæggende karakteristika der gør at jeg kan opdele blogtyper i tre grundlæggende typer. Du skal vælge en af dem – og kun én er den rigtige for målrettet blogging.
Hvilken type blog du vælger har intet at gøre med emnet på din blog. Heller ikke temaet. End ikke platformen. Blogtypen har noget at gøre med hvor godt du fanger dit publikum.
Der er blogge om rejser, kærlighed, øl, bøger, tøj, mode, politik, religion etc. Kun fantasien sætter grænser. Men det er ikke det jeg mener med blogtype. Det er noget mere fundamentalt. Noget personligt – eller upersonligt.
De tre grundlæggende typer blogs
Du kan gå tre veje når du starter en blog – eller vil målrette en eksisterende blog. Det er aldrig for sent at målrette din blog.
Personbloggen
Personbloggen handler om en person. Du kender den type blogs. Det er der hvor du finder alt muligt om bloggerens oplevelser. Nogle gange kan der være interessante indlæg, men generelt er emnerne meget spredte. De er lang fra målrettet. Groft sagt er det en dagbog for bloggerens liv.
Jeg er ked af at sige det, men det er altså ikke specielt interessant for dit publikum. Men en blog der handler om dig og dit liv bidrager du ikke med værdi til dit publikum. Du er ikke interessant medmindre du i forvejen er en kendt personlighed med en stor fanskare. Og tro ikke at du bliver kendt bare fordi du lægger dit liv til offentlig beskuelse. Det kommer ikke til at ske.
Emnebloggen
Bloggen der kun handler om et emne har som regel ingen personlighed. Den prøver at forholde sig objektivt til et emne og formidler den endegyldige sandhed. Medmindre du er er professor i matematik, så er dette ikke vejen frem for en målrettet blog. I dag vil læseren have personlighed.
Læserne vil mærke at der sidder en person i kød og blod bag tastaturet. Et menneske der har meninger og brænder for sit emne. Du må ikke gemme dig bag viden og fakta, det er ikke dét dine læsere vil have. De har brug for at mærke dig og at kunne genkende sig selv i dig og dine holdninger. Publikum leder efter et fælles værdisæt.
Hybridbloggen
Den tredje type blog er hybridbloggen. Den er et dejligt mix af de to første typer. En hybridblog handler om et snævert emne, men er spækket med personlighed. Den egner sig fantastisk til målrettet blogging. Du kan ramme et helt specifikt publikum med et helt specifikt emne.
Du har din egen vinkel og syn på din niche. Det er dine værdier og holdninger der gør din blog unik. Din tilgang er der ingen andre der har og der sidder en stor gruppe mennesker derude og venter på at du skriver dit næste blogindlæg.
Hybridbloggen kræver at du tør stå frem med din personlighed. Du skal blotte dig selv og være sårbar.
Jeg er urimeligt hård
Oki – jeg erkender at jeg er lidt hård i min dom over emnebloggen og personbloggen. Der findes jo eksempler på blogs derude der lever og har det godt selvom de handler om en person eller et emne. Jeg ville bare ikke satse på den succes hvis jeg var dig.
De influencers du oplever online er en lille håndfuld ud af tusindvis af håbefulde unge bloggere og youtubere. Hvis du satser målrettet på at lave en blog der handler om dig, så må det være fordi du har en antagelse om at du som person er uendeligt interessant for resten af verden.
Det er min erfaring at det ikke er et godt udgangspunkt for at få succes. Dit fokus bør ligge på dine læsere og ikke på dig selv.
Det er også min erfaring at de mest populære tekster er tekster der vækker følelser. Glæde, sorg, vrede osv. Populære tekster har meninger og hjælpe med et problem publikum søger en løsning på. De skaber værdi.
En emneblog kan sagtens give løsninger, men det er hårdt arbejde at skabe den troværdighed der kræves for få lov til at levere den objektive sandhed. Se bare hvilken kamp Wikipedia kæmper for at blive anerkendt som troværdig kilde.
Størst sandsyndlighed for succes
Jeg tror på at den største sandsynlighed for succes ligger i hybridbloggen. Du får lettest ved at slå igennem med dine budskaber ved at finde din niche og give den din personlighed. Mennesker der kan lide dine værdier og synsvinkel vil følge dig – trofast. De vil købe dine produkter og støtte dine meninger.
Det er her du finder fællesskabet. På emne- og personbloggen står du helt alene og du er et nemt bytte for mennesker der ikke er enige med dig. Det er hårdt at stå alene. Det er stressende at skulle forsvare sig selv konstant. Det er ulideligt at skulle retfærdiggøre sig selv dagligt.
Du har muligheden for at satse på en objektiv emneblog eller en totalt subjektiv personblog, men min erfaring er at dine muligheder for succes ligger i en målrettet hybridblog.
Øvelse
Her er en lille øvelse der hjælper dig med at vælge din blogtype. Personbloggen giver ultimativ frihed, men det er svært at opbygge et publikum. En emneblog er begrænset men det er lettere at finde læsere. Til gengæld er det svært at opbygge troværdighed. Hybridbloggen har det bedste af alle verdner. Især hvis du vælger et personligt brand.
Brug 15-30 minutter på at skrive fordele og ulemper ned ved at starte hver type blog.
Før du begynder skal du beslutte dig for hvilket emne du vil skrive om. Når du gennemgår fordele og ulemper, så lav et udkast til de første ti indlæg du vil skrive på hver type blog (kun overskrifter).
Hvis du føler at den ene type falder mere naturligt end den anden, så kan det være en god indikator for hvilken blog du bør vælge.