Rundsave på albuerne er ikke nok til at nå helt til tops. Der skal mere til. Du skal give … og modtage.
The Go Giver er skrevet af Bob Burg. Det er en bog du hurtigt kan læse og den har et klart og værdifuldt budskab.
Bogen er bygget op omkring fem universelle love om succes. Det er ikke nogle love forfatteren selv har fundet på. Vi kender dem alle. Men Bob Burg har været god til at sætte dem i system og tydeliggøre hvordan de virker.
Hvis ikke jeg tager helt fejl, så er hovedbudskabet meget lig noget du kan læse i biblen også: Du skal hjælpe andre og du skal være klar til at tage imod hjælp fra andre.
Der er forskellige slags mennesker og hvilke livsstrategier de har valgt. Nogle vælger dem bevidst, andre gør det de har lært og mener at de bør gøre.
Når man opbygger sine netværk – i forretningslivet og i andre af livets forhold – på et regnskab over, hvem der skylder hvem hvad, så er man ikke en ven. Så er man en kreditor. – The Go Giver
Tager og modtager
Denne type er en af ekstremerne. Prototypen er nok sælgeren der prøver at komme til tops i et stort firma. Alle kneb gælder og man holder kortene tæt. I et svagt øjeblik vil en anden sælger stjæler kunder.
Mennesker der kun tager og modtager kan aldrig få nok. De er konstant bange for at miste eller at andre skal stjæle fra dem. Det er skarpt sat op, men denne type er den dominerende type i vores samfund.
Blandt iværksættere er det helt almindeligt at mange er bange for at andre skal stjæle deres idéer. Blandt sælgere er det almindeligt at se næsten alle andre som konkurrenter – fjender.
En dygtig tager/modtager-type kan nå rigtig langt. Komme til top. Få mange penge. Men jeg tror aldrig at denne type bliver rigtig glad for sin succes.
Der er intet galt i at tjene penge. Og mange penge endda. Det er bare ikke et mål, som vil bringe dig succes. – The Go Giver
Giver og afgiver
Jeg sætter tingene lidt på spidsen og viser modsætningen til tager/modtager-typen. Giver/afgiver-typen er et mennesker der altid giver. Kan ikke lide at få noget af andre. Vil helst ikke have penge for sine ydelser og har dårlig samvittighed hver gang lønsedlen kommer.
Mange af disse mennesker har jeg mødt i den alternative verden. De er mennesker der vil redde verden og totalt glemmer sig selv. De har sjældent penge og går i laset tøj.
De findes også i virksomhederne. De er dem der underkaster sig. De afgiver alt hvad de har og gør hvad der bliver sagt.
Blandt iværksættere findes de også. Her det typen der arbejder på en idé i døgndrift. Efter nogle måneder går de i gang med noget nyt fordi de ikke mener at deres arbejde har værdi for andre.
Disse mennesker har vi også mange af i vores samfund. Omkring dem sværmer tager/modtager-typerne som sultne myg.
Vi er ikke 100 % den ene eller anden type, men vi har en tendens til at være domineret af den ene eller anden. Jeg er domineret af giver/afgiver-typen. Jeg arbejder på at blive bedre til at modtage. Det leder os til den sidste og mest afbalancerede type.
Her i livet får man ofte ikke, hvad man ønsker sig; – det, du får er det, du forventer. – The Go Giver
Giver og modtager
Hvis du virkelig vil have succes skal du være god til begge discipliner: give og modtage. Læg mærke til at jeg har brugt ordene afgive og tage i de to andre typer. At afgive og tage er to bevidste ekstreme handlinger som en rigtig go-giver ikke behøver.
En go-giver vil altid få noget fordi det er en type andre mennesker har tillid til. De kan lide at give til en go-giver. Mennesker der giver og modtager er aldrig bange for om de kommer til at mangle noget. De er ikke bange for at miste.
En go-giver ved at det er vigtigt at modtage for at få love til at give.
For ganske nylig fik jeg selv sat tingene lidt i perspektiv. Jeg vil gerne både give og modtage, men er ikke særlig god til at modtage. Jeg forstod at modtage ofte også handler om at bede om hjælp – at lade andre hjælpe mig.
Der ligger en værdi i at for lov til at hjælpe andre. Ved at hjælpe andre føler vi at vi kan bidrage med noget værdifuldt. Vi kan bruges til noget og vores selvværd stiger. Derfor er det vigtigt at hjælpe andre ved at lade dem hjælpe os.
Kan du se hvordan det virker? Det er dét The Go Giver handler om.
Man giver, giver og giver. Hvorfor? Fordi man elsker at give. Det er ikke en strategi, det er en livsstil. – The Go Giver
De fem love til succes
Disse fem love er himmelråbene enkle. Du kan starte på dem allerede i dag. Jeg vil dog stærkt anbefale dig at læse bogen The Go Giver. Du vil blive meget motiveret og det kan være bogen der ændre dit liv og din karriere.
Bob Burg vil gerne sprede budskabet og opfordrer til at fortælle om disse fem love. Derfor får du dem også her:
1. Loven om værdi
Dit sande værd bestemmes af, hvor meget mere du giver i værdi end det, du tager betaling for.
Den første lov afgør, hvor værdifuld du er. Med andre ord din potentielle succes, det beløb som du kunne tjene. – The Go Giver
2. Loven om kompensation
Din indkomst bestemmes af, hvor mange mennesker du betjener, og af hvor godt du betjener dem.
3. Loven om indflydelse
Din indflydelse bestemmes af, i hvor stor grad du sætter andre folks interesser over dine egne.
4. Loven om autenticitet
Den mest værdifulde gave, du kan give andre, er dig selv.
5. Loven om modtagelighed
Nøglen til at være en effektiv giver er at være åben for at modtage.
Det er ikke bedre at give end at modtage. Det er vanvittigt at forsøge at give uden at modtage. At prøve på ikke at modtage er ikke kun tåbeligt, det er arrogant. Når nogen giver dig en gave, hvordan kan du så tillade dig at sige nej tak – at nægte at tillade dem at udøve deres ret til at give? – The Go Giver
Du kan købe The Go Giver på Amazon “The Go Giver” af Bob Burg.
Du kan også se hvilke andre ressourcer jeg anbefaler. Kig i min værktøjskasse.
OBS: Indlægget indeholder affiliatelink som jeg tjener lidt på. Ved at klikke på de link støtter du mit arbejde på bloggen. Det er sådan jeg får råd til at fortsætte med at lave godt indhold til dig.