
Du har en blog. Den har ingen læsere. Du skriver og skriver, men intet hjælper. Trafikken er den samme. Den er nul. Efterhånden minder dit lille personlige rum på nettet om en western-by med støvhekse. Der er lige så meget aktivitet som når en lille vind blæser nullermændene ud fra deres skjul under sengen.
Der skal ske noget. For du ved at du skriver gode værdifulde tekster. En målrettet blog kræver målrettet markedsføring. Det er ikke nok at skrive godt indhold – din blog skal også have gode læsere. Dem kan du finde på de sociale medier.
De sociale medier gør det nemt
De sociale medier gør det ufatteligt let at målrette dine budskaber til de rigtige mennesker. Det er så nemt at det er mindst lige så nemt at gøre det forkert. Når du ikke kontakter dit publikum rigtigt, så øger du bare mængden af virtuelle nullermænd på din blog.
På de sociale medier er mulighederne for at promovere sit indhold nærmest uendelige. Det er kun din fantasi og mediets lune der sætter grænserne. Men det er netop de mange muligheder der kan virke uoverskuelig. Og når noget virker uoverskueligt kan noget nemt pludselig virke svært igen.
Den største fejl de fleste bloggere gør når de markedsfører sit indhold, er at de ikke helt forstår hvad de sociale medier er. Du er nødt til at forstå de sociale mediers funktion og lægge din strategi derudfra.
Hvad er sociale medier?
Såå – hvad er de sociale mediers funktion?
Definitionen af sociale medier ifølge Wikipedia: “Sociale medier er applikationer til internettet, der muliggør hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer.“
De sociale mediers primære funktion er at dele, lære og deltage.
Det har altid givet god mening for virksomheder at markedsføre deres produkter hvor der er mange mennesker. Mest fordi der var utroligt svært at segmentere mennesker og målrette budskaberne. Den del er ikke svær i dag. At skyde med spredhagl er en dårlig strategi. Med de sociale medier kan du målrettet markedsføringen af dit indhold.
Men du skal gøre det i overensstemmelse med de sociale mediers funktion. Når du klistrer et opslag på din tidslinje som promoverer dit seneste blogindlæg, stemmer det så overens med at dele, lære og deltage?
Du mener nok at du deler noget lærerigt. Men om et blogindlæg er lærerigt forudsætter at modtageren leder efter den information du formidler. Du finder hurtigt ud af at du ikke deler noget værdifuldt for modtageren når de ikke deltager. Dvs. smider kommentarer, klikker på link, deler dit indhold osv.
Sociale medier kan være gode til markedsføring
De sociale medier er ikke lavet til markedsføring. Men de kan være gode platforme at markedsføre sit indhold på. For at gøre det rigtigt er du nødt til at bruge mediet som det er tiltænkt.
- Du skal dele værdifuld information og viden.
- Du skal lytte til fællesskabet.
- Du skal deltage i fællesskabet ved at bidrage positivt.
Det er ikke dig der afgør om information er værdifuldt. Det er modtageren der bestemmer om din viden har værdi. Det er nemlig fællesskabets efterspørgsel på specifik viden der hjælper. Din opgave er at finde ud af hvad fællesskabet har brug for.
Du kan derefter skrive indhold der hjælper fællesskabet eller henvise til relevante blogindlæg på din egen blog. Men du kan ikke poste indhold uopfordret. Det er bare reklame og griber irriterende ind i fællesskabet. Det skaber en negativ opfattelse af dig.
De fleste sociale medier giver mulighed for at du kan betale for annoncering. Betalt markedsføring kan være en rigtig god idé fordi du har mulighed for at målrette dit indhold til dit publikum. Når du benytter annoncering griber du heller ikke forstyrrende ind i fællesskabet. Brugerne kan godt skelne mellem reklamer og mennesker der deltager i debatten.