
Du må ikke være bange for at skrive jeg og du i dine tekster. End ikke i dine akademiske tekster. Vi lærer i skolen, gymnasiet og på universitetet at vi skal skrive objektivt. Dvs. kun i tredje person.
Resultatet er kunstige sætningskonstruktioner fordi de er ret svært at skrive objektivt. Men vi kæmpede for at lære det. Jeg lærte det. Men jeg har aldrig været god til det der med regler der ikke giver mening.
Derfor skrev jeg hele min afhandling til cand.merc med både du’er og jeg’er. Jeg forholdt mig subjektivt til indholdet. Jeg lærte at det ikke var det kunstige objektive akademikersprog der giver høje karakterer. Jeg fik topkarakter.
Det der virkelig tæller er om du kan skrive noget unikt og enestående. Og ved du hvad? – Der findes ikke noget mere unikt end dig.
Du har sikkert hørt det før. Men har du helt forstået det? Taget det til dig?
Gør dine tekster personlige med du og jeg
Jeg har tit modtaget mails fra skeptikerne. De der ikke helt tror på det jeg siger, men alligevel gerne ville finde modet til at prøve det af.
Nogle forstår simpelhen ikke idéen. Målet er at du skriver dine tekster til mennesker i stedet for at skrive tekster om et emne.
Du er nødt til at få en menneskelig vinkel på dine tekster for at de fænger. Heldigvis behøver du ikke at lave de store forandringer for at finde en mere personlig stil.
Ved at skifte til første og anden person når du skriver, får du en omgående effekt. Dine tekster vil blive mere levende.
Prøv at tage et af dine blogindlæg. Skriv det om. Skriv sætningerne så de henvender sig direkte til et menneske. De skal formuleres som du taler i en helt naturlig dialog. Brug du og jeg.
Ordet du bør undgå
Der er et helt bestemt ord du bør undgå i dine blogindlæg. Det er en indikator på passivt sprog. Her kommer det…: man.
Undgå at skrive “man” i dine tekster. Ordet “man” fralægger ansvar. Det gør dine tekster upersonlige. Du sætter dig selv og dine meninger i andres kontrol.
Tag ansvar og skriv hvem “man” er.
Er det dig eller læseren? Måske er “man” en helt tredje person? Meget ofte vil denne øvelse tvinge dig til at tage stilling til påstande der måske ikke helt passer.
Når du bruger “man” vil din troværdighed lide. Hvis du tager ansvar vil du vinde troværdig – også selvom læseren ikke er enig. Når der er uenighed er det grundlag for debat. Dialog. Relation.
Med andre ord: dine tekster bliver mere personlige og menneskelige.