Betingelserne for markedsføring har ganske langsomt ændret sig over de sidste tyve år. Især med de sociale mediers indtog er online markedsføring blevet et begreb. Det er blevet noget alle har ressourcer og adgang til.
I 1987 kørte jeg min første kampagne efter Post Danmarks opskrift på direct mail. Det var det mest moderne og man kunne endda købe segmenterede lister så man bedre kunne målrette sin markedsføring.
På hovedbiblioteket i Aarhus havde de også mulighed for at udskrive segmenterede lister over virksomheder. Det var den billige og mest besværlige løsning. For bagefter måtte man hjem og finsortere listerne og skrive adresserne på labels til kuverterne.
Det var både dyrt og besværligt. Men sådan er det ikke mere. I dag kan man selv indsamle e-mailadresser på en mailliste og sende alle de mails man har lyst til – næsten gratis.
Vigtigheden af online markedsføring
Selvom udviklingen går stærkt, så er der stadig mange der ikke har opdaget hvilke muligheder der ligger for fødderne af dem.
For at forstå hvor vigtigt det er at vi tager online markedsføring til os og bruger den til personlig branding, så må vi kigge lidt tilbage i historien.
Industrialiseringen
Omkring 1855 begyndte industrialiseringen for alvor at tage fat i Danmark. Vi fik næringsfrihed og det blev muligt for handlende og håndværkere at slå sig ned hvor de havde lyst. Efterhånden som vi fik bedre togforbindelser blev handel og produktion mere udbredt.
Det var i denne periode det blev almindeligt at arbejde for en arbejdsgiver i et ansættelsesforhold. I 1880’erne begyndte de første fagforeninger at etablere sig. Det at ernære sig ved at sælge sin arbejdskraft blev almindeligt. Vi begyndte at bytte timer og energi for penge som vi kunne bruge til husly og mad.
Den praksis har været almindelig indtil slutningen af 1990’erne – og er det stadig for mange mennesker.
Før virksomhederne
Før 1855 ernærede vi os selv på en anden måde. Danmark var præget af landbrug og hjemmeindustri. Hvert hjem havde sit håndværk som det enten solgte eller byttede.
En gård eller værksted gik ofte i arv fra far til søn og på den måde tjente familien til dagen og vejen. Det nærmeste vi kom stordrift var købmænd og herremænd. De styrede med hård hånd bøndernes og håndværkenes produktion.
Der var ikke som sådan tale om selvstændige erhvervsdrivende. Den frihed havde man ikke dengang. Alligevel er der nogle ligeheder mellem datidens håndværker og nutidens entrepreneur – bedre kendt som iværksætter.
Dengang var det almindeligt kendt i det lille samfund at Jens Grovsmed var forbandet dygtig til at lave hestesko – og så kunne han endda trække tænder ud også. Han havde opbygget en tillid hos lokalbefolkningen som gjorde at alle i landsbyen tog hen i Jens’ smedje for at få lavet hestesko.
Man ville aldrig drømme om at bruge smeden i nabobyen. Dels var han længere væk og dels kendte man ham ikke for noget godt.
Håndværkere og bønder havde opbygget et omdømme og en tillid hos lokalbefolkningen. De havde deres helt eget fællesskab at vedligeholde og forsyne med varer og tjenester.
Sådan er det ved at blive igen. Bare med mere frihed og større velfærd.
Den digitale tidsalder
Industrialiseringen er slut. Vi er blevet digitale. Det betyder også at vi har fået andre muligheder for at ernære os. Vi har ikke brug for ansættelse i store virksomheder. Vi kan sagtens klare os selv – hvis vi har lyst.
Det vil sige at vi har friheden til at vælge at være selvstændige iværksættere. Det kræver ikke hverken dampmaskiner eller råvarerforsyninger fra godsbanen. Næ, det kræver såmænd bare en computer og forbindelse til internettet.
Men vi mangler lokalsamfundet der kender os. Før industrialiseringen kom det helt af sig selv. Min i dag må vi selv skabe det fællesskab og den tillid der kræves. Ellers bliver det en lang og ensom rejse op ad bakke.
Det er derfor vi har brug for online markedsføring, eller mere specifikt, indholdsmarkedsføring og personlig branding.
Personlig branding et hit i 2021
Det er cirka tyve år siden at begrebet personlig branding blev brugt første gang. Siden er der sket en kæmpe digital udvikling hvor de forskellige virkemidler først er begyndt at finde sin plads op mod 2020.
Året 2020 har være et sært år. Det har været hårdt for mange, men det har også været udviklende. Især på den digitale side. Nogle virksomheder har været nødt til at lukke på grund af corona. Og rigtig mange mennesker har mistet deres arbejde og været tvunget til at gå andre veje.
En del mennesker har været tvunget til at arbejde alene derhjemme for at holde afstand til andre. Det har tvunget os til at tænke i nye muligheder for at udføre vores arbejde og stadig holde kontakten til vores fællesskaber. Vi har opdaget at vi sagtens kan dyrke relationer og mødes digitalt.
Bevares, det er ikke det samme som at mødes ansigt til ansigt over en varm kop kaffe. Men mange har set muligheden for at arbejde alene og dyrke relationer ved hjælp af digital kommunikation.
Derfor tror jeg at vi vil se mange mennesker springe ud i et digitalt eventyr. Enten med det håndværk der er så gode til eller ved at hjælpe mennesker med coaching og vejledning.
Webshops har oplevet en kæmpe vækst i 2020. Det skaber grundlag for endnu flere selvstændige digitale købmænd. Ikke mindst fordi vi sikkert vil se Amazon etablere sig i Danmark i 2021. I kølvandet på denne kæmpe vil der dukke rigtig mange små handlende op som ernærer sig på Amazons platform.
Det digitale fællesskab
Selvom vi har alle midler og ressourcer for vores fødder, så har vi stadig brug for fællesskaber. Især når vi vælger at drive en personlig virksomhed. Vi skal dyrke relationer og opbygge et publikum vi kan hjælpe og konvertere til kunder.
Til det formål skal vi lære at bruge de sociale medier og blogs mere målrettet. Vi får brug for personlig branding.