![Plan for personlig branding på Facebook](https://i0.wp.com/erikback.com/wp-content/uploads/2020/12/Indlaeg-341-personlig-brand-plan-facebook-1200x675-1.jpg?resize=1024%2C576&ssl=1)
Nok snak. Det er tid til handling. Dine projekter laver ikke sig selv og dine kunder kommer heller ikke af sig selv. Der begynder først at ske noget i din forretning når du begynder at sætte handling bag dine ord.
Måske har du svært ved at se hvor du skal starte. Det kan virke temmelig overvældende at komme i gang med personlig branding – eller bare at holde gejsten og blive ved med at gøre arbejdet.
Nogle gange ville jeg ønske at der fandtes en måler der kunne fortælle mig hvornår jeg gjorde det rigtige. Men det findes ikke. Det eneste jeg kan gøre er at prøve noget af og se om det virker.
I dag får du en plan for personlig branding på Facebook. Min erfaring er at du skal kunne se resultater i løbet af 30-90 dage. Allerede efter den første måned skal der være sket noget.
Dine resultater
Du skal have de rette forventninger til hvilke resultater du vil se. Du skal ikke forvente at kunderne står i kø efter en måneds indsats på Facebook. Det gør de ikke. Derfor skal du definere hvad dit mål er med at bruge de næste 30-90 dage på at brande dig selv på Facebook.
Det er jo ikke engang sikkert at dine kunder og publikum findes på Facebook.
Uanset hvor du er i processen men personlig branding, så skal din Facebookprofil være ren og skarp. Derfor er dit første mål at skabe en profil der klart og tydeligt reflekterer hvem du er og hvad du kan hjælpe med.
Det er vigtigt fordi dine næreste venner og familie er på Facebook. Selvom de aldrig bliver dine kunder, så holder de af dig. De kan lide dig og er interesserede i dig. Din vennekreds på Facebook er nogle af dine bedste ambassadører. De vil altid tale godt om dig og fortælle andre om hvad du laver.
Derfor skal din Facebookprofil være skarp og nem at forstå.
Mål for de næste 30 dage
Din profil på Facebook kan være misligeholdt eller rodet. Ja, eller begge dele. Det er tid at få ryddet op og skabe nogle gode Facebookvaner og -rutiner. Her er dine mål:
- Opbygge gode rutiner.
- Vænne dig til at tjekke Facebook dagligt på et fast tidspunkt. Pas på – den bliver hurtigt en tidsrøver. Lær at sortere hvad der er relevant. Beslut dig for kun at bruge fx 10 minutter på opgaven.
- Lave et opslag på din tidslinje hver dag i ugen (undtagen søndag).
- Få pudset din profil af.
- Målrette din tidslinje til at handle om det du kan hjælpe med.
- Målrette billeder til det du laver og til at reflektere dine grundværdier.
Ja, det ser jo nemt ud. Men det er det ikke. Derfor skal du have en plan. Den får du her…
Plan for Facebook de næste 30 dage
Du skal starte med en udgivelsesplan. Det vil sige en plan for hvornår du vil udgive og hvad indholdet skal være. Jeg har lavet en du kan starte med, så kan du altid tilpasse den senere.
- Mandag: Del andres indhold
- Tirsdag: Citat
- Onsdag: Del andres indhold
- Torsdag: Citat
- Fredag: Relevant privat
- Lørdag: Del andres indhold
Det gode ved denne plan er at du ikke behøver at lave dit eget indhold. Du kan nøjes med at dele andres gode blogindlæg. Det indhold du deler skal selvfølgelig være relevant og handle om det du hjælper med.
Citater kan du finder online med hurtige søgninger. Lad være med at gå alt for meget op i hvem der har sagt det. Det vigtigste er at du får budskabet ud.
Pas på med at falde i designfælden. Det betyder ikke så meget hvordan dit citat ser ud. Først og fremmest skal du have teksten. Lad være med at nusse for meget med billeder og grafik.
Du kan bruge Facebooks funktion til at indsætte en baggrund. Og hvis du har lidt erfaring med Canva.com kan du hurtigt lave en baggrund med tekst og eksportere det som et billede. Bare husk at design ikke er vigtigt i første omgang. Det er noget du kan gøre bedre med tiden når du finder din egen stil.
Når du deler privat indhold om fredagen, så sørg for at relatere det til det du laver. Det er sådan du giver dit indhold personlighed.
Kør denne cyklus igennem i 30 dage og evaluér resultatet. Justér planen og kør den igen, og igen, og igen.
Efter højst 90 dage burde din Facebookprofil køre på rutinen. Nu er du klar til at tage fat på næste sociale medium.
Saml alt på ét sted
Det er min stærke anbefaling at du sørger for at samle alt på ét sted. Der findes mange gratis systemer du kan bruge til at planlægge dine udgivelser, men min erfaring er at det hurtigt bliver rodet når man har alt for mange systemer i gang.
Jeg har virkelig god erfaring med at samle alt i CoSchedule (reklamelink). Det er en marketingplatform der kan integreres med WordPress. På den kan jeg planlægge alle mine blogindlæg og opslag på sociale medier. Jeg kan endda lave projektstyring og todo-lister. CoSchedule udgiver automatisk på de optimale tidspunkter på de sociale medier.
Det har sparet mig oceaner af tid at samle det hele i CoSchedule. Det er en god og effektiv investering.