Virksomheder og berømtheder verden over bruger flere millioner kroner på at brande sig selv. De gør det for at få deres navne kendte.
Du kan ride med på de kendtes navne i dine overskrifter (men hold det sobert).
Hvem tænker du fx på når du hører om tennis? – Sikkert på Caroline Wozniacky.
Den effekt vil jeg vise dig hvordan du kan bruge i overskrifter.
Gør som andre succesfulde mennesker
Opskriften på denne overskrift er helt enkel. Den antyder at du bliver lige så god til noget som de mest kendte på området.
Når vi genkender en specialist i overskriften får vi lyst til at efterligne metoderne. Vi er nødt til at læse artiklen for at finde ud af specialistens hemmelige metoder.
[Verbum] som [kendt person]: 20 måder at ….
Eksempler
Spil tennis som Caroline Wozniacky: 20 måder at lave en god serv
Lav mad som Claus Meyer: 14 tips til en god sauce
Skriv bøger som Bjarne Reuter: 12 tips til din næste bog
Virksomheder i overskrifter
Overskrifter der bruger personnavne fungerer godt med ordet “tips”. Men hvis du vil bruge virksomheder eller grupper, virker det lidt unaturligt fordi grupper ikke giver tips, det gør personer.
I stedet for kan du bruge ordet “guide”.
[Virksomheds eller gruppes] guide til …
Eksempler:
Ramasjangs guide til eventyr
Saxos guide til selvudgivelse
LinkedIns guide til personlig branding
Læseren elsker hemmeligheder
Det er en kendt sag for tekstforfattere og skribenter, at ordene hemmelig og hemmelighed har en magisk effekt på læseren.
Vil du høre en hemmelighed?
– de fleste vil svare “ja” til det spørgsmål. Prøv selv at spørge folk omkring dig.
Eksempler:
Hemmelig klub udforsker kunsten i Aarhus (Politiken)
Bakkens hemmelighed sidder på bænken (Aarhus Stiftstidende)
Jarl Friis Mikkelsen – Hemmelig hobby (Se & Hør)
Vi vil gerne lære af andres fejl
Denne overskrift kan være lidt svær. Hvis du bruger den forkert, vil den virke helt modsat.
Syntax: (Hvad) [begivenhed] kan lære os om […]
Når du bruger ordet lære, kan overskriften hurtig kommet til at lyde akademisk. I værste fald lyder den belærende. Ingen af delene virker tiltrækkende på læseren.
Du må spille lidt på følelserne og sætte dig selv i samme båd som læseren. Ordet os spiller derfor en stor rolle i overskriften. Så undgår du at virke belærende.
Eksempler:
Hvad skumfiduser kan lære os om selvkontrol (seminarer.dk)
Hvad Duracell-kaninen kan lære os om romanskrivning (Litteratursiden)
Hvad Peter Plys kan lære os om ekstern kommunikation (kommunikationsforum)
Hvad er din erfaring med at bruge kendte navne i dine overskrifter?