De værste blogindlæg er dem uden et budskab. Når jeg har læst de første par afsnit har intet fået at vide. Hvis du ikke har noget at sige, så lad være med at sig noget.
Tomme ord og varm luft er ligegyldigheder spredt i en strøm af information der i forvejen er fyldt med støj. Når du skriver bare for at skrive, så skaber du ikke værdi. Du forandrer ikke liv. Du påvirker ikke verden. Hvis du vil have indflydelse og skabe forandring, så er du nødt til at have noget at sige.
De fleste har noget at sige
Du har også noget at sige. Men det er ikke sikkert at du helt har fundet modet til at sige noget endnu. I stedet kredser du om emnet uden at komme til sagen. Ligesom et barn der har gjort noget det ikke må og ikke helt tør sige sandheden. Der kommer bunker af ord ud af munden, men intet der giver mening.
Den frygt kan bremse dig. Dit fokus kan også sætte en effektiv stopper for dine budskaber. Der er overraskende mange tekster på nettet som kun har til formål at lave fyld. Jeg har selv været med til at skrive nogle af dem. Engang arbejdede jeg for en virksomhed hvor jeg skulle skrive tekster.
Målet var at skrive seo-tekster med så mange nøgleord som muligt. Det var fuldstændig ligegyldigt om de gav mening eller var interessante. De var kun til ære for søgemaskinerne.
Ikke godt. Jeg er ikke stolt over det arbejde. Det var spild af tid – både min og andres. Ikke mindst fordi søgemaskinerne nemt gennemskuer den slags tekster.
Nogle gang fik jeg til opgave at skrive tekster der fyldte fx 800 ord. Det var ikke så vigtigt om budskabet kunne leveres på 300 ord. Så måtte jeg fylde op med tomme ord så teksten fyldte det den skulle.
Lad være med at falde i den fælde. Skriv kun hvis du har noget at sige.
Dine læsere behøver ikke være enige
Du skal skrive hvis du har noget at sige. Det kan være en mening eller holdning om noget. Det kan være noget faktuelt. Eller et gennemtærsket budskab vi alle kender i forvejen. Det vigtigste er at dét du skriver har fokus og betyder noget for dig. Du skal have en grund til at skrive dét du skriver.
Det kan være enkelt. Det kan være sandt – eller falsk. Det kan være provokerende. Måske grænseoverskridende. Men sørg for at du har et budskab du brænder efter at give videre. Dit publikum behøver ikke at være enige. Men når du har noget at sige, så skaber du stof til eftertanke. Du gøder jorden så nyt kan vokse frem.