Kender du den typer mennesker der snakker passioneret om ét i dag og noget helt andet i morgen? – Sådan en er jeg. Det kan være vildt forvirrende for mine omgivelser når jeg den ene dag vil være fragtpilot og den næste vil købe en frisørsalon.
Måske er du også en af den slags mennesker. Så kender du helt sikkert til hvor hårdt det kan være at få idéer konstant. Der går sjældent en time uden at jeg har fået en mere eller mindre god idé. Men den bliver aldrig til noget – det har jeg ikke tid til.
Nysgerrigheden er kolossal hos mennesker med mange passioner. Der findes næsten ikke den færdighed de ønsker at lære. Næsten alt er spændende.
Selvom du måske ikke har disse egenskaber i samme ekstreme grad som jeg, så kan det helt sikkert være en udfordring for dig at holde fokus på en og samme interesse. Men dit publikum har brug for at vide hvor de har dig og hvad du står for.
Det nytter ikke at du er zoneterapeut og samtidig prøver at være ekspert i boligindretning eller handel med aktier. Det forvirrer dit publikum og det saboterer din forretning.
Det store spørgsmål er: Hvordan bevarer du muligheden for at dyrke mange interesser og samtidig holde fokus på een passion?
Hold det for dig selv
Med tiden har jeg lært at jeg skal holde mine idéer og interesser for mig selv. Det nytter ikke at jeg plaprer løs på de sociale medier om mine nyopdagede interesser for hvem ved hvad.
Udadtil skal du bevare fokus på din forretning og dit personlige brand. Men samtidig skal du vide at det er en kæmpe gave at være velsignet med idérigdom og videbegærlighed. Dit behov for at fordybe dig i nye ting, færdigheder og interesser er en enorm ressource for både dig selv og din forretning.
Men du skal holde dem for dig selv. Det betyder ikke at du ikke må snakke om dem overhovedet. Du behøver ikke at bygge en hemmelig underjordisk bunker hvor du kan skjule dine interesser for alt og alle.
Du kan sagtens dyrke dine interesser og snakke om dem med ligesindede, men lad være med at blande dem med din forretning og dit personlige brand.
Du skal ikke tjene penge på dine interesser
Det er fristende at prøve at tjene penge på alle sine nye idéer og interesser. Hver gang jeg får en idé eller en interesse ser jeg omgående en forretningsmulighed. Men lad det ligge. Du har allerede en forretning som du tjener penge på. Det er der du skal lægge din energi når du skal tjene penge.
Især er det et problem når du prøver at slå mønt på en passion som ikke er beslægtet med dit personlige brand. Så ødelægger du din forretning. Og du forvirrer dit netværk.
Dine mange passioner tjener et andet formål. De hjælper dig til at kunne deltage i mange forskellige samtaler og de giver dig en enestående forståelse for mennesker og samfund. Den viden kan du bruge når du dyrker relationer og hjælper mennesker.
Når du skal indlede en relation til et menneske der tilfældigvis spiller meget skak, så skader det ikke at du i hemmelighed har studeret de mange spændende strategier skak byder på.
Positionering af interesser
Hvad mener du med positionering? – Jo, som jeg nævnte i sidste afsnit, så kan dine mange interesser være en kollosal styrke. Du skal bare bruge dem rigtigt.
Når du fordyber dig i numismatik eller bogbinding, så skal du finde de aspekter i interessen der på en eller anden måde relaterer sig til din forretning og dit personlige brand. Nogle gange viser en interesse sig at kunne udgøre en fantastisk metafor for det du hjælper mennesker med.
Andre gange hjælpe dine mange interesser dig med at få et nyt perspektiv på din forretning. De vil hjælpe dig med at forstå din verden – og andres.
Tillad dig selv at fordybe dig i andre ting og beslut dig for deres rolle i dit personlige brand. Hvordan kan de styrke dig og din forretning? Med andre ord – hvad er deres position?
Pas på – selvom du har givet din nye passion en position, så lad være med at omtale den direkte. Brug elementer fra den til at styrke dit brand. Klaverspil og korsang har ikke umiddelbart noget med din forretning at gøre, men begge dele er med til at udvikle din koncentration og samarbejdsevner.
Et lille kuriøst faktum – alle de interesser jeg har nævnt er bare nogle få af dem jeg selv har fordybet mig i.