Der er tusinde ting der kan forstyrre når du skriver. En afbrydelse kan rive en fuldstændig ud af den kreative tilstand. Nogle gange kan det tage lang tid at komme tilbage til den.
I værste fald når du ikke ind i den kreative tilstand igen før den næste utidige forstyrrelse melder sin ankomst. Øv.
Jeg oplever det tit. Især når jeg arbejder derhjemme. Der skal ikke så meget til før jeg bliver trukket i et knapt så kreativt hul. Derfor skriver jeg sjældent derhjemme.
Stilhed kan larme
For nogle mennesker er stilhed perfekt at arbejde i. Det er det ikke for mig. Jeg føler mig mere inspireret i et miljø hvor der er lyde. Og mennesker. Måske endda lidt musik.
Men det kommer an på hvad jeg laver. Hvis der er alt for stille, så skal min hjerne nok sørge for at bryde stilheden. Eller også sidder jeg bare og glor ud i luften.
Min kreativitet bliver tavs i stilhed.
En stille summen af mennesker og aktivitet sætter min hjerne i gang. Kreativiteten flyder. Men der må ikke være så meget aktivitet at jeg føler mig afbrudt.
Derfor arbejder jeg bedst på en café en stille morgen eller formiddag. Når der kommer for mange mennesker, så forstyrrer de i stedet for at inspirere.
Har du tænkt over hvilke lyde du arbejder bedst med? Hvornår er din kreativitet størst?
Almindelige ting der forstyrrer
Du kan nemt tage fat i nogle af de mest almindelige forstyrrelser. Tag dem væk med det samme og du vil mærke en omgående forbedring af din kreative produktivitet.
Ur
Eliminér tiden. Tag den væk. Den er en af de værste dræbere for en kreativ hjerne. Lad være med at have synlige ure på din skærm, arm, væg eller hvor du nu har tiden til at minde dig om at du bliver gammel.
Når jeg vil vide hvad klokken er må jeg aktivt opsøge et ur. Typisk på min telefon. Tiden er ganske enkelt ikke vigtig for mig.
Hint: brug alarmer og nedtælling på din smartphone.
Næ, du behøver faktisk ikke at tjekke e-mail otte gange om dagen. En e-mail kan ødelægge hele din dag. Stjæle alt din kreative tid.
Afsæt tid hver dag til at tjekke e-mail. Fx om eftermiddagen. Eller måske kun hver anden dag. Det er meget sjældent at noget er så vigtigt at det kræver at du tømmer din postkasse dagligt – og svarer med det samme.
Telefon
Er du en af dem der tager telefonen når den ringer? – Det gør jeg sjældent. Min telefon er næsten altid lydløs. Når jeg er færdig med at skrive kigger jeg lige om nogen har ringet.
Hvis jeg kender personen i den anden enden ringer jeg tilbage hvis det er vigtigt. Alle andre forsvinder ud i atmosfæren.
Hvorfor er jeg så hård?
Fordi der umuligt kan være noget der er så vigtigt at et totalt fremmed menneske bare må snakke med mig her og nu.
Det er jo ikke fordi jeg er umulig at få fat på. Alle har kan sende mig en besked gennem min hjemmeside eller på de sociale medier. Jeg ser dem alle og svarer hvis det er vigtigt.
Jamen hvad nu hvis du går glip af kunder? – Tag det roligt. Det er aldrig sket at en ny kunde pludselig ringer for at lægge en stor ordre. Hvis det alligevel skulle ske, så er de fordi de virkelig vil have produktet. Og så finder de nok en måde at få budskabet igennem.
Lad os aflive myten: Du går ikke glip af kunder ved at lade telefonen ringe.
Sociale medier
Luk dem. Behøver jeg sige mere?
Vinduer og faner
Hvor mange vinduer har du åben på din computer lige nu? Hvor mange faner har du oppe i din browser?
Luk dem.
Det eneste du skal have åben er de ting du har brug for. Når du skriver skal du kun have din editor åben. Det program eller app du skriver i.
Hvis du ikke kan lade være med at tjekke mail og lave research, så gå offline. Sluk forbindelsen til internettet.
Hiv stikket ud.
Notifikationer
Du har sjældent brug for at din telefon hele tiden minder dig om at der sker noget i den digitale verden. 99 procent af dine notifikationer er ligegyldige. Der er enten sjove eller rare at have.
Men dit liv ville ikke blive værre af at de ikke er der.
Gå alle dine notifikationer igennem og slå dem fra du kan undvære.
Tillykke – du har fået en mere kreativ og produktiv dag. Nyd den 😉