
Skriv indhold hjælper. Skriv løsninger. Skriv om dig selv. Skriv din mening. Skriv fakta. Der er meget du kan/bør skrive. Det svære er at finde ud af hvor meget du bør skrive i hver kategori.
Min tilgang til livet er grundlæggende stoisk. Det er også sådan jeg går til min skrivning. For mig handler det om at skrive gode tekster der hjælper. Set fra et stoisk synspunkt er en af de bedste måder at hjælpe andre at hjælpe sig selv. Det vil sige at jeg konstant arbejder på at blive bedre til at være mig. Jeg holder mig sund og rask. Jeg uddanner mig og bliver klogere. Jeg bliver bedre til at skrive.
Men samtidig er jeg meget bevidst om at jeg ikke er særlig vigtig i den store sammenhæng. Jeg er ret ligegyldig for dig. Hvis jeg pludselig forsvandt ville du ikke tænke videre over det. Dit liv ville fortsætte som det plejer. Set i det lys giver det ikke mening at lade mine tekster handle om mig. Det samme gælder for dig. Du er ikke interessant nok til at dit publikum gider læse om dig.
Det du bør skrive er tekster der er personlige, men som har et sigte mod gode handlinger. Teksterne skal ikke handle om dig, men de skal leveres med din personlighed. Teksterne giver du værdi ved at give læseren noget der motiverer til gode handlinger.
Indholdspyramiden
Indholdspyramiden er ikke min egen idé. Jeg er blevet inspireret af en kendt business-blogger i USA (Pat Flynn fra smartpassiveincome.com). Jeg har ændret den en del og taget en anden vinkel. Indholdspyramiden viser hvordan du bør prioritere dit indhold på din blog.

Dit indhold skal besvare fire spørgsmål:
- Hvem?
- Hvad?
- Hvorfor?
- Hvordan?
Hvert spørgsmål udgør et lag i pyramiden. I prioriteringen ovenfor er punkt et det øverste lag og punkt fire det nederste. Det er det nederste lag i pyramiden der danner fundamentet for din blog og det øverste er låget på pyramiden. Jeg ville have sagt tag, men pyramider har ikke tag – og det ville jo ødelægge hele metaforen.
Dit fundament (hvordan)
Det indhold der bør optage mest plads på din blog er indhold der besvarer spørgsmålet: – hvordan? Dine læsere kommer oftest til din blog for at finde løsningen på et problem. Som regel den hurtige og lette løsning. Din opgave er at levere den. Du bør lade omkring halvdelen af din blogs indhold handle om løsninger til læserne.
Typisk indhold er vejledninger, gør det selv-tekster, trin for trin-løsninger, kursus, tips og tricks osv. Kort sagt indhold der hjælper dine læsere med et problem de står med her og nu.
Det er den type indhold dit publikum først leder efter på Google. Det er også den slags indhold der bliver søgt mest på. Det betyder at løsninger er utroligt populære og det er den slags indhold der skal danne basen for dit publikum. Uden dette indhold vil du få meget svært ved at tiltrække læsere eller at få delt dit indhold.
Teorien bag dine tekster (hvorfor)
Det næste lag i pyramiden besvarer spørgsmålet: – hvorfor? Det er teorien bag dit indhold på bloggen. Det er grunden til dit valg af løsninger og hvorfor du mener at de virker. Der findes mange teorier og dit valg af teori appelerer til et forskelligt publikum.
Teoridelen på din blog er relativt stor. Den vil udgøre omkring en fjerdedel af dit indhold. Og du kan opdele teorien i to dele der svarer til højre og venstre hjernehalvdel. Der er den del af hjernen der kan lide det rationelle. Den vil fodres med tal og benhårde fakta. Så er der den kreative del af hjernen der foretrækker en mere filosofisk side.
Der findes mange måder at fremlægge fakta, tal og statistikker. Sandheden afhænger af personen der ser. Vælg din form. Der er lige så mange filosofier at vælge imellem. Filosofferne står i kø for at give sit bud på hvordan verden hænger sammen. Vælg dit verdenssyn og dine filosofiske veje.
Jo bedre du er til at få filosofi og fakta til at harmonere, jo mere troværdigt vil dit indhold virke. Læg mærke til hvordan jeg flettede stoisk filosofi ind i starten af dette indlæg.
Giv os din mening (hvad)
Efterhånden som dit publikum vender tilbage til din blog fordi du er god til at hjælpe dem med hvordan og hvorfor, så vil de efterspørge din mening. Du har opnået troværdighed og tillid. En del af dit publikum er blevet til fans der vil følge dig og lytte til din mening.
Den del af dit publikum er ikke så stor, men de er de mest værdifulde læsere du har. Pas godt på dem. De vil være interesserede i din mening om emnerne du behandler. Denne del vil udgøre 15-20 % af dit indhold. Det er her du præsenterer produkter, anbefalinger og din mening.
Det handler ikke om dig (hvem)
Suk. Et trist faktum for dig der vil være populær – men det handler altså ikke om dig. Dit publikum er stort set ligeglade med dig som person. Men de kan lide din personlighed og de kan lide den værdi du skaber for dem. De nyder godt af dine gode handlinger.
En upersonlig blog virker ikke troværdig. Og ofte er det svært at have tillid til en blog uden synlig ejer. Hvis du skal følge en vejledning eller rette dig efter et råd, så er det rart at vide hvem der står bag. Derfor skal din blog have en lille portion af dig i sit indhold.
Det gør du ved at lægge vise et billede af dig selv, ved at finde din helt unikke stemme og skrivestil, og ved at fortælle dine egne historier og små relevante fakta. Men pas på! Du må ikke komme i centrum. Du og din personlighed udgør cirka fem procent (5 %) af dit indhold.
Hvordan er dit indhold?
Gennemgå din blog og tag stilling til hvilket indhold du har mest af. Passer det med indholdpyramiden eller er der noget du skal justere? Du skal helt sikkert ændre retning hvis dit fundament halter. Du skal helt sikkert også ændre din tilgang hvis din blog primært handler om dig.
Husk at et indlæg sagtens kan indeholde flere elementer fra indholdspyramiden, men de skal optage den tilsvarende plads i blogindlægget.
Din opgave: Find ud af hvad du skal lave om i din indholdsstrategi.