Dagens indlæg er inspireret af et spørgsmål jeg ofte har svært ved at besvare. Vi har jo alle vores udfordringer at kæmpe med, men det er jo ikke altid at vi har lyst til at fortælle om dem til alle vi møder.
I dag fik jeg spørgsmålet og havde kun ganske kort tid til at fortælle hvordan det går. Det var et af de der møder hvor man lige ser hinanden og har et par minutter at slå ihjel sammen.
Jo tak, det går godt, svarede jeg med et smil. Det kommer jo helt an på synsvinkel om det var løgn eller sandhed. I virkeligheden har jeg kæmpe udfordringer med familiens boligsituation. Men det var næppe interessant for dette møde. Og jeg havde heller ikke lyst til at sidde og jamre mig.
Næste spørgsmål alle selvstændige og freelancere får er:
Har du noget at lave?
Aarrgh!! – Jeg kan virkelig ikke lide det spørgsmål. For det er et af de der spørgsmål som i virkeligheden betyder noget andet. (Læs også: Hvad spørger du egentlig om?) Det betyder “Tjener du nogle penge?”
Men det kan man jo ikke spørge om. Det virker uhøfligt.
Når sandheden skal frem, så tjener jeg langt fra nok. Men det er jo en falliterklæring at fortælle om sin fiasko. Man vil jo gerne vise at man kan klare sig selv og at alt går godt.
Du har sikkert prøvet noget lignende. Det har næsten alle der er freelancer eller selvstændig. Det er nemlig de færreste der ikke må kæmpe for at finde kunder.
Jeg svarede tøvende:
Ja tak, jeg har masser at lave. Og det er sandt. Jeg keder mig ikke. Nu stod jeg så overfor et menneske der har en empatisk evne udover det normale, så jeg undgik ikke at tilføje:
Men det kniber med at finde nogen der vil betale for det.
Skal du lyve eller fortælle sandheden
Tja, det kommer an på hvem du står overfor og hvordan du selv har det med at sætte en facade op. Personligt har jeg lidt svært ved at være falsk.
Men langt de fleste mennesker har brug for nogen der lytter til hvordan det egentlig går. Det er først når nogen vil bruge tid på at lytte at man kan få den hjælp man har brug for.
Det er netop essensen i at få succes med blogging. At lytte til læsernes udfordringer. Når du spørger en læser om hvordan det går, så vil du aldrig få sandheden. De vil altid prøve at tegne et positivt billede. Ingen mennesker vil indrømme at de ikke kan finde ud af det.
Det er derfor at det er så vigtigt at du prøver at skabe en relation til nogle af dine læsere. En relation der er dyb nok til at du får lov til at høre om læserens udfordringer – og måske får lov til at hjælpe.