I går tog jeg mig tid til at gøre nogle af de ting de fleste har en tendens til at skubbe i baggrunden. Du ved – de ting der kan vente til i morgen. Ligesom den bunke af ting der ligger på dit skrivebord som du skal have ordnet. Bunken af småting har hobet sig op og du har glemt hvad bunken indeholder. Nu er den bare en bunke. Den ordner du i morgen.
Jeg kalder den min usynlige bunke. Mest fordi jeg ikke aner hvad der er i den og jeg har vænnet mig til at den bare står og udfylder sin plads så godt. Min usynlige bunke er god til at gøre det den er bedst til. Den er en god bunke.
Historien om den utætte hjemmeside
Jeg ved ikke hvordan du griber et projekt an, men jeg går altid til opgaven med stor begejstring. Men når den nærmer sig slutningen, så er der nogle småting jeg ikke lige får gjort. Enten fordi de er besværlige eller kedelige.
De ting ordner jeg altid i morgen.
Det har været i morgen i snart et helt år. Min hjemmeside er fuld af huller der svækker mit personlige brand. Det virtuelle vand fosser ud af hullerne. Det er på tide at stoppe hullerne og bryde ud af Jokums onde cirkel.
Hvis jeg ikke skriver mine opgaver ned og afsætter tid til at udføre dem, så bliver de først lave i morgen. Derfor var min første opgave at afsætte tid til handling.
Hvorfor er det så vigtigt?
Men hvorfor er det så vigtigt at få ordnet alle de småting? – Fordi alle de småting ikke bliver opfattet som småting af dit publikum. De er med til at danne et helhedsbillede af dig.
Vi har alle småting der skal ordnes. Og som regel er de hurtige at få gjort, men de kan få alvorlige konsekvenser for din forretning og lave dybe sår i din troværdighed.
Til inspiration får du lige de ting jeg langt om længe fik taget mig sammen til at ordne. Du kan sikkert genkende nogle af dem. Måske på din hjemmeside eller de sociale medier.
- Fik slettet et menupunkt jeg ikke bruger mere. Det svækkede mit brand fordi det henviste til en side jeg ikke opdaterer og ikke er relevant.
- Endelig fik jeg lavet et foto til min sidebar så publikum kan se mit ansigt. Det svækkede mit brand fordi publikum ikke kunne sætte et ansigt på teksterne.
- Jeg skrev en kort profiltekst under billedet. Det svækkede mit brand fordi nye besøgende ikke kunne se hvad jeg kunne hjælpe dem med.
- Der var tomme felter på mit nye tema på forsiden. Det svækkede mit brand fordi det så sjusket ud.
- Mine cta-knapper fik jeg lavet ens på forsiden. Konsistens styrker troværdigheden.
- Et helt afsnit var på engelsk fra dengang jeg installerede det nye tema. Det har jeg oversat. Det ser sjusket ud når noget pludselig står på engelsk.
- Jeg fik justeret teksten i footeren. Det giver et dårlig indtryk når tekst står rodet.
- Jeg skrev en cookie- og privatlivspolitik i stedet for at henvise til en engelsk standard. Det svækkede mit brand at jeg ikke selv havde taget stilling til noget der er så vigtigt for mit læserne.
Er jeg færdig med at stoppe hullerne? – Nix, for der kommer hele tiden nye. Men nu er jeg i gang og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme.
Lap hullerne der svækker dit personlige brand. Det tager ikke så lang tid og det kan have afgørende indflydelse på dit personlige brand.