Hvad vil det sige at skrive godt? Hvordan bliver en skribent en god?
Skal man have et medfødt talent for at skrive? Måske. Jeg tror at alle kan lære at skrive, men det er ikke alle der har interessen for det. Uanset om du er født med en pen i hånden eller ej, så kræver det øvelse at blive god til at skrive, meget øvelse!
Jeff Goins har fremhævet et par gode skrivevaner fra forfatteren Shauna Niequist, som du kan afprøve.
Skriv ofte
Hvis du skulle løbe en halvmarathon, ville du sikkert træne inden løbet. Det er tvivlsomt at nogen ville kunne gennemføre 21 km uden at have løbetrænet. Løberne i et halvmarathon løber mindst 3-4 gange om ugen og eliten træner hver eneste dag.
Når det drejer sig om løb, så virker nødvendigheden for at træne ret indlysende, men det gælder stort set alt hvad du gerne vil være god til, også at skrive.
For at blive god til at skrive, skal du skrive 3-4 gange om ugen og helst hver dag, hvis du vil være rigtig god. Hvis du en dag ikke føler for at skrive, så gør det alligevel. Det er nødvendigt at være i skarp træning så du er klar til at løse de opgaver der måtte komme, hvis du ønsker at leve af at skrive.
Skriv selvom du ikke har lyst
Da jeg startede på at skrive min første bog, skrev jeg kun når jeg følte for det og hvis der gik for lang tid mellem at jeg arbejdede med bogen, så var det svært at komme igang igen. Først da jeg satte mig en deadline og strukturerede mit arbejde, så jeg skrev på bogen hver eneste dag, blev den færdig.
Selvom det er min passion at skrive, så er det ikke altid jeg syntes at det er lige sjovt – nogle dage gider jeg simpelthen ikke og de få ord jeg får skrevet rækker tunge og håner mig.
Men hvis jeg vil være god til at skrive, så må jeg opretteholde disciplinen og skrive selvom jeg ikke har lyst. Ofte sker der dét at skrivelysten kommer efter et stykke tid, andre gange virker det som om den er taget på ferie og aldrig kommer tilbage; men jeg skriver alligevel.
Hvilke gode skrivevaner vil du anbefale?