Jeg har netop udsendt mit fjerde nyhedsbrev på denne blog. Hvis du ikke har tilmeldt dig endnu, så kan du gøre det her.
Hvis du ikke selv har lavet et nyhedsbrev endnu til din webside, så skulle du overveje at gøre det. Det er både sjovt og nemt at gøre. Du kan starte med MailChimp, der er helt gratis at bruge, eller du kan prøve GetResponse. Sidstnævnte kræver abonnement, men til gengæld får du autoresponder og muligheden for at deltage i et 180 dage online kursus. Jeg vil klart anbefale det, hvis du vil noget med din webside.
Jeg bruger nyhedsbrevene til at udsende ugentlige opdateringer, links til ressourcer og nogle gange forærer jeg ting væk; fx bøger, rapporter og samlinger af tips. (Snart kan du downloade min bog fra Amazon.com, helt gratis i en begrænset periode. Jeg annoncerer datoerne i mit nyhedsbrev.)
Tro mig, du vil gerne være tilmeldt dette nyhedsbrev. Du går simpelthen glip af alt for meget, hvis ikke du er. Her er sidste uges nyhedsbrev (denne uges opdateringer får du måske aldrig at se, men du kan stadig nå næste uges.)
De tre vigtigste trin til succes
Det jeg vil snakke om i dag, er et budskab, jeg har hørt mig selv gentage igen og igen i ugen, der er gået. Nu vil jeg gentage det endnu engang for dig. Det er ekstremt vigtigt.
Jeg vil afsløre tre ting, som du bare skal have på plads. Du kan sagtens knokle derudaf, men hvis du virkelig vil have succes med det, du laver, så bør du først og fremmest arbejde på disse tre ting; uanset hvor lang tid det måtte tage!
1. Fundament
Start med dit fundament. Det er helt enkelt, og du ved det sikkert allerede. Uden et godt og stærkt fundament at bygge på, vil dit arbejde smuldre og styrte sammen. Dit fundament er dig og din krop.
Dit fundament består af tre ting:
- Søvn. Du skal sove 8 timer i døgnet. Det gælder for 95 % af verdens befolkning, at vi har brug for 7-9 timers søvn. Lad være med at narre dig selv til at tro at du kan klare dig med mindre. Du er mest effektiv, når du er udhvilet. Der er forresten videnskabeligt belæg for at tage en middagslur på 30-60 minutter.
- Kost. Spis sundt og varieret. Få rigeligt med grøntsager. Din morgenmad og frokost er vigtigst. Drik kun kaffe før kl. 12.
- Motion. Din krop har brug for at blive styrket og ladet op gennem fysisk træning. Jeg har dyrket kampsport, roning, svømning og langrend over de sidste 20 år. Jeg véd, hvad det vil sige at træne hårdt. Jeg vil anbefale mindst en halv times træning hver dag. 2-3 dage om ugen må gerne være 60-90 minutter med høj intensitet.
2. Passion
Du er nødt til at spørge dig selv: “Hvad brænder jeg for?“
Der er ikke ret mange, der kan give et klart svar. De fleste mennesker, jeg har spurgt, har givet deres uddannelse eller titel som svar. Men dét holder ikke. Det er for nemt at sige.
Din passion er noget, som du ikke kan lade være med at gøre. Noget du har gjort, siden du var barn. Din passion er mere enkel, end du tror, men den kan være svær at få øje på. Du har brugt mange år på at undertrykke den.
Du får lige et par tips til, hvordan du kan finde din passion:
- Spørg dig selv: “Hvad kan jeg ikke lade være med at gøre, uanset hvad der sker?”
- Spørg dig selv: “Hvad ville jeg mest glæde mig til at stå op til hver dag i resten af mit liv?”
- Lav en liste over bedrifter hele dit liv. Start så langt tilbage du kan huske. (Min liste startede som 7-årig) Du vil snart se et mønster og et tema.
3. Mission
Det sidste trin du skal have afklaret, er din mission. Du er nødt til at vide, hvad du vil. Du skal være helt klar i spyttet omkring din mission i livet.
Prøv at tænke lidt over hvad du kan gøre for at gøre en forskel i verden. Hint: du kan gøre en forskel ved at udøve din passion. Din passion er nemlig et uudtømmeligt lager af ressourcer af stor værdi for andre. Den værdi skal du dele ud af.
Når du er klar over, hvilken værdi din passion har, så find ud af hvordan du kan skabe størst mulig værdi for andre via din passion. Dét er din mission.
Del budskabet
Det her er så vigtigt, at jeg stærkt vil opfordre dig til at dele budskabet med alle, du kender. Du er meget velkommen til at videresende denne mail til andre i dit netværk (husk at spørge dem først.)
Hvis du har modtaget denne mail gennem en ven, så kan du selv blive tilmeldt mine ugentlige opdateringer.
Tak for din støtte!
Erik