
Præcision er afgørende for om læseren får budskabet. Dit budskab skal være kort og entydigt.
Hvis læseren har den mindste tvivl om hvad du skriver, så mister din tekst værdi. Derfor har jeg samlet endnu et par tips til hvordan du kan gøre din tekst mere præcis. Du kan læse andre tips i min artikel “Få budskabet igennem“.
Ord der slører
Det er fristende at bruge ekstra ord for at pynte lidt på teksten. Vi tror at det giver teksten mere styrke og personlighed. Men de ekstra ord slører teksten. De er ikke nødvendige. Slet dem.
Det drejer sig om ord som:
- Væsentlig
- Omfanget af
- Formentlig
- Antageligvis
- Bare
- Gerne
Teksteksempel: Det er formentlig fristende at øge omfanget af ekstra ord for at pynte lidt på teksten. Antageligvis tror vi at det giver teksten væsentlig mere styrke og personlighed. Men de ekstra ord slører gerne teksten. De er formentlig ikke nødvendige. Bare slet dem.
Floskler er mundlort
I talesproget bruger vi mange udtryk og vendinger bare for at holde samtalen kørende. Men mange af de ord der kommer ud er mundlort. De er ord der ikke tilfører noget nyt. De har ingen værdi og ofte dækker de over noget mere interessant.
Har du prøvet at stille en person et spørgsmål hvor svaret ikke gav dig andet end flere spørgsmål?
Fx: Hvad gør i for at få mere salg? Svar: Vi har initieret en lang række tiltag der udnytter synergien blandt medarbejderne så de i højere grad kan øge tilstrækkeligt og imødekomme kundens behov tilfredsstillende.
Øh – hvad? Tænker jeg. Jeg har tit fået den slags svar. Jeg har kun een ting at sige til dem: mundlort.
Lad være.
Svaret giver intet nyt. Hvis vi rydder op i sætningen får vi to oplysninger der er selvfølgeligheder:
- Personen har lavet nogle tiltag
- De tænker på kundens behov
Bag disse indlysende udsagn ligger der noget mere interessant. Det er de oplysninger du skal have frem i teksten. Spørg: Hvilke tiltag? Hvilke behov?
Når du opdager at du selv har skrevet en floskel i dit indlæg eller artikel, så tænk over om der ligger noget mere interessant bag den. Hvis ikke – så slet den.
Især når du laver korte opdateringer på Facebook og Twitter er det vigtigt at din tekst har en værdi. Floskler kan ingen bruge til noget. Ingen klikker på en floskel. Ingen gider at læse mundlort.
Jokere i teksten
En joker er en størrelse man ikke kan regne med. Den er upræcis og dækker altid over noget andet. Find ud af hvad din joker er og skrive dét i stedet for.
Der er tre slags jokere.
Forhold eller relation. I denne type sætning finde du næsten altid ord som:
- hvad angår
- med hensyn til
- når det gælder
Fx: Stigningen, hvad angår trafik til hjemmesiden, … (Hvad er stigningens omfang?); Ændringen når det gælder indtægter fra annoncer… (Hvilken ændring?)
Tal og mængde. Ordet der erstatter ender ofte på -lægning eller -sætning.
Fx: Den store omsætning gav et godt resultat. (Hvor stor?); Virksomhedens planlægning havde en afgørende virkning. (Flere planer?); Omlægning af websiderne gav mere trafik. (Hvor mange sider?)
Genstande. Når vi bruger et upræcist ord som erstatning for et andet. Fx ordet ting.
Denne sidste joker tror jeg vi bloggere kan være slemme til at bruge. Hvor ofte har du skrevet en overskrift som fx: 4 ting du kan gøre for at …? Jeg må erklære mig skyldig her.
Find ud af hvad det er for ting du mener. Gør teksten mere præcis.
Gentagelser
Helt enkelt: lad være med at gentage dig selv. Det lyder som om du stammer eller ikke har noget vigtigt at sige. Det virker forstyrrende.
Pas især på med at bruge det samme ord for ofte. Det sker nemt hvis du har skrevet artiklen hurtigt. Vær også opmærksom på at ord der ligner hinanden ikke står sammen.
Brug heller ikke de samme vendinger mere end een gang. Det flytter fokus fra budskabet.
Slang
Det er dig der skriver. Ingen tvivl om det. Du skal finde din stemme. Din helt egen personlige stil. Men din måde at skrive på skal stadig være tydelig. Modtageren skal kunne forstå hvad du siger.
Når du bryder normen så undgå at sætte dit sprog på for lavt et niveau. Når du tager slang og udtryk ind i dine tekster, så kan det sløre budskabet.
Fx: Hvasså – vil du være urban fresh når vi joines til en hurtig?
Tilløb
Du laver tilløb når du indleder dine sætninger med tom snak der skal lede hen til det vigtige i dit budskab.
Fx: Hvad angår fordelen ved at få mere trafik, så kan man sige at …
Vær direkte. Sig det du vil sige uden omsvøb.