
30-dages skriveudfordring
Dette er et indlæg i min 30-dages skriveudfordring. Målet er at du bliver en procent bedre til at skrive hver dag i 30 dage.
Det er en absolut betingelse at dit blogindlæg skal være relevant. Ellers vil ingen læse dine ord. Men hvordan finder du ud af om det du vil skrive er relevant? Det er ikke nok at du selv synes at det du vil sige er interessant. Hvis det intet har at gøre med din blogs tema, så vil dit publikum ikke læse indlægget.
Hvis du har svært ved at se din blogs tema, så skal du måske overveje at arbejde med det. Der er rigtig mange bloggere der prøver at dække meget bredt. De skriver om det de lige har på hjertet. Men det er ikke godt nok for at skabe værdi for et fast publikum. Dine tanker er ikke interessante nok til at fænge læseren.
Du bliver nød til at finde din niche og skrive til et publikum med interesse i et meget snævert emne. Bare rolig – det vil give flere læsere på sigt 😉
Din blog vil også have stor gavn af en overordnet tese. Se udfordringen fra i går (dag 4). En tese er ikke kun for blogindlæg. Din blog kan også have en tese og den vil hjælpe dig med at afgøre om din tekst er relevant for bloggen og dine læsere.
Undgå at producere støj
Der er alt for meget støj på internettet. Der er alt for mange ligegyldige tekster. Lad være mere at skrive flere af dem. Hvis du skriver uden at gøre dig tanker om hverken emne eller publikum, så skriver du irrelevante tekster. Dem er der ingen der orker at læse. Lad være med at skrive det første og bedste din hjerne nyser ud. Dine ord vil forme sig som en ulækker snotklat ingen vil røre ved.
Når du har fundet et emne og et budskab, så overvej om det er relevant for din blogs tema eller tese. Hvis du pludselig får lyst til at skrive om hjemløse katte, så er det måske ikke verdens bedste idé hvis du har en madblog. Omend dine intentioner om at hjælpe katte er gode, så er det ikke relevant for dit publikum. Hold dig til emnet og hjælp dit publikum.
Sådan afgør du om din tekst er relevant
Når du har besluttet dig for hvad du vil skrive, så sammenhold dit budskab med bloggens tema. Har det du vil skrive noget at gøre med emnet på bloggen? Hvis du ikke kan retfærdiggøre at skrive dit budskab, så lad være. Du skal ikke skrive en tekst der ikke kan relateres til resten af dit indhold.
Det er en god øvelse at starte med at skrive et par linjer hvor du begrunder hvorfor dit indlæg er relevant for din blog og dens læsere. Linjerne er til dig selv – ikke en del af dit indlæg. Men de vil gøre det klart for dig om du bør skrive teksten eller ej.
Du kan lave samme øvelse med gamle blogindlæg. Hvis de ikke er relevante, så skriv dem om eller slet dem. Generelt bør du ikke slette indlæg. Det er bedre at redigere dem eller skrive dem om. Når du sletter et indlæg vil der opstå en fejl på din hjemmeside når nogen prøver at finde det. Det er skidt for din rang på søgemaskiner.
Din opgave: Skriv en kort begrundelse for hvorfor dit blogindlæg er relevant.