Mens jeg skriver dette er min kone i gang med at finde en restaurant hvor vi kan fejre Axels fødselsdag. Han er vores ældste søn og han største ønske i fødselsdagsgave var at komme ud at spise på restaurant.
Vi bor i Aarhus hvor der er masser af restauranter, men alligevel kunne vi ikke på stående fod komme i tanker om andet et par stykker. Vi kontaktede dem, men alt var optaget. Klart, det var jo de mest populære restauranter i Aarhus.
Hvad gør man så? – Jo, man spørger selvfølgelig Google. Vi spurgte og Google svarede. Men på side et var der kun de restauranter vi allerede have tænkt på selv. Tilfældigt sammentræf? – Næ, de er jo de mest kendte restauranter i Aarhus.
De bedste restauranter
Men hov, der er jo 10 resultater på side et i Google, så der må da have været mere end et par stykker. Nix. Det var der ikke. Selv annoncerne var de samme tre restauranter. Resten af resultaterne var lister med anbefalinger over de bedste restauranter i Aarhus.
Det var smart, tænkte vi. Nu behøver vi bare at klikke ind på en liste over de bedste restauranter, så behøver vi ikke at lede. Men det var ikke meget bedre. Listerne over de 10-15 bedste restauranter foreslog de samme som Google. Halvdelen af dem lå i udkanten af byen, så de var ikke aktuelle.
Ifølge HORESTA, hoteller og restaurationers brancheforening, var der 6.746 restauranter i hele Danmark i 2018. Jeg har ikke kunnet finde et tal for Aarhus alene. Men lad os sige at andelen af restauranter nok ligger et sted mellem en og fem procent for Aarhus. Det er trods alt en relativt stor by med meget turisme. Det betyder at der burde dukke et sted mellem 67 og 337 forslag op i søgeresultaterne.
Men det gør der ikke. Hvorfor? – fordi de er gode til at brande sig selv.
Populære og kendte virksomheder er gode til branding
Det er ikke altid de kendte virksomheder der er de bedste. De er bare gode til at brande sig selv. Der findes vanvittigt mange dygtige mennesker og suveræne produkter der aldrig bliver set. Uanset hvor dygtige og revolutionerende deres produkter er, så bliver de ikke fundet.
For at du bliver set og fundet er du nødt til at brande dig selv og din ydelse. Det er den eneste måde du giver dit publikum en mulighed for at finde dig. Du skal første og fremmest vise hvem du er. Du skal være autentisk.
Autentisk er nøgleordet i personlig branding. Det er et ord der er meget oppe i tiden. Nogle har hørt det så ofte at det hænger dem ud af halsen. Men ikke desto mindre er du nødt til at tage det til dig. Du skal være dig selv. Vise dine værdier. Vise hvordan du overfører din personlighed og værdier til din forretning og dine produkter.
Dine kunder er en ny generation som ser helt anderledes på verden end man gjorde for 30 år siden. Reklamer preller af som var de belagt med teflon. De hopper ikke på de traditionelle overfladiske reklamer. De vil have personlighed. De vil være en del af en historie hvor det gør en forskel at købe lige præcis det du har at tilbyde.
Du kan ikke bare markedsføre et produkt og stå i kulissen og se hvordan det bliver solgt. Du skal selv frem på scenekanten. Dine kunder identificerer sig med de produkter de køber. Du skal vise dem at du passer ind i deres værdisæt og ønske om en bedre verden.
Du må ikke påtage dig en rolle. Du skal være dit brand. Det er ikke et sæt tøj du tager på når du er på arbejde. Din adfærd skal afspejle dit brand.
Du har brug for en platform
Du skal have en platform hvor du kan fortælle din historie og vise hvordan du gør verden et bedre sted med dit brand. En af de bedste måder at gøre det på er med skriftlige budskaber. Skriv skriv skriv.
Jamen, jeg gider ikke at skrive. Kan jeg ikke bare bruge video?
Nej, du kan ikke bare bruge video. Du kan supplere med video. Du kan supplere med sociale medier. Men du er nødt til at have din egen platform hvor du formidler dine budskaber og brander dig selv og din forretning.
Den bedste platform til det formål er din egen hjemmeside med en blog. Din blog er din base og dit fundament. Din hjemmebane. Her skal du fortælle din historie så Google kan finde dig når din målgruppe leder efter dig.