Dette er en opsummering af hvordan året er gået her på bloggen i 2015. For en gang skyld handler mit indlæg ikke om dig, men om mig.
Ok, måske handler det også lidt om dig, for uden dig havde denne blog ikke været mulig. Jeg vil sammenfatte årets vigtigste erfaringer og fremskridt. Jeg håber at de kan være til inspiration for dig.
Måske vil de motivere dig til selv at gøre noget. Lav eventuelt dit eget indlæg hvor du reflekterer over årets begivenheder.
Personlig branding
Jeg har ingen hemmeligheder, men alligevel kommer min fortid som en overraskelse for mange. Mit mål med erikback.com er at brande mig selv og at hjælpe andre med at blive bedre til at skrive tekster online.
Begge dele er lykkedes rigtig godt i 2015. Faktisk over al forventning.
Tilbage i 2014 tog jeg en beslutning. Jeg havde gået igennem mange forskellig jobs og uddannelser, men kunne ikke få hul på min karriere. Det betød at jeg skiftede mellem ledighed og lavtlønnede jobs. Ingen ville ansætte mig for jeg har et CV der mest ligner baglokalet i en genbrugsbutik.
Jeg har aldrig haft et fast job i mere end tre måneder (prøvetiden). Mine jobs lignede mest fritidsjobs og jeg har prøvet alt muligt: Rejseleder, zoneterapeut, salgsassistent i boligtilbehør, lagerarbejder, account manager, telemarketing, interviewer, fuldmægtig hos SKAT, idrætsinstruktør, underviser i it, postomdeler, salgschef i madolie og kirkesanger.
Min beslutning var at jeg ville finde min passion og lægge 100 % fokus på den. Med min passion ville jeg give værdi til andre.
Jeg fandt ud af at min passion er at skrive, så jeg startede dette eksperiment. Jeg ville lave en blog hvor jeg brandede mig selv som skribent. Nu, lidt over et år senere, ser alle mig som skribent og jeg har endda haft et job som tekstforfatter. Ja, jeg nåede ikke ud over de tre måneders prøvetid.
Bloggen er mit CV
I min personlige branding var min første beslutning at droppe mit CV. Jeg følte at det skadede mere end det gavnede. Jeg vil ikke have at billedet af mig bliver sløret af en rodet fortid. Jeg vil brandes på min passion og den værdi jeg kan skabe for andre.
Jeg slettede mit CV fra LinkedIn og stoppede med at bruge det i mine ansøgninger. Det virker.
Mit sidste job fik jeg uden brug af CV. Min arbejdsgiver vidste intet om min uddannelse eller fortid. Alt fokus var på den værdi jeg kunne give. Og det var nok.
Min blog er mit CV. Pga. min blog steg visningerne af min LinkedIn-profil. De steg fra 1 visning til gennemsnitligt 30 visninger om måneden. Der var besøg fra headhuntere, relevante virksomheder og personer med indflydelse.
Det føles som en stor succes. At blive set.
Økonomi
At drive en professionel hjemmeside koster penge. Dem havde jeg ingen af. I 2015 besluttede jeg at vise hvor langt man kan nå uden et stort budget. Mange tror at jeg lever af min hjemmeside, men det gør jeg ikke.
Endnu.
Men pga. min blog og hjemmeside er min økonomi blevet stabil. Min gæld er blevet mindre og potentialet for indtjening på sigt er forbedret markant.
Jeg er meget spændt på 2016.
Efterspørgsel blandt ledige
Nogle af mine største successer har jeg hentet blandt ledige der skrive ansøgninger. Det kommer lidt bag på mig eftersom de egentlig ikke var min målgruppe. Jeg har dog fundet ud af at jeg kan tilbyde stor værdi til de mennesker der arbejder på deres karriere eller søger job.
Jeg vil ikke lave min side om til en job og karriereside, men jeg overvejer hvordan jeg kan opfylde det behov som ledige søger dækket på min blog.
I 2015 har jeg haft fornøjelsen at holde et oplæg hos CA A-kasse i Aarhus om at skrive ansøgninger der bliver læst.
Jeg har læst og givet tilbagemeldinger på rigtig mange ansøgninger som folk sender til mig. Det vil jeg rigtig gerne fortsætte med i det omfang jeg kan.
Det blev også til et meget populært indlæg på en af de største karrieresider på nettet. Jobfisk.dk udgav i september mit indlæg “7 nye skrivetips til ansøgninger, du ikke har tænkt på“, der er blevet læst næsten 7.528 gange.
I 2016 vil jeg helt klart overveje hvordan jeg kan give mere værdi der er målrettet til job og karriere.
Mailing-liste
En af de vigtigste ting jeg har lavet på bloggen i 2015 var min mailing-liste. Jeg tror ikke at jeg havde en eneste følger på min liste sidste år ved samme tid.
Jeg besluttede mig for at følge et kursus som GetResponse tilbyder til deres kunder. GetResponse er den service jeg bruger til at administrere min mailingliste. Kurset var et grundigt selvstudium over seks måneder.
Det var især de første 8 uger af kurset der rykkede på mailing-listen. Jeg har bestemt ikke verdens største mailing-liste, men til gengæld har jeg en ualmindelig stabil læserskare på min liste.
Der er næsten ingen der afmelder sig listen og mine ugentlige opdateringer. Jeg tror det er fordi jeg har fokus på at give værdi for læseren. Jeg prøver ikke at sælge noget i mine henvendelser, kun at give værdi.
Min mailing-liste er på 168 fantastiske dejlige læsere. Jeg er ualmindelig glad for dem og håber at flere vil slutte sig til dem. For at vise hvor glad jeg er for dem har jeg besluttet at jeg i 2016 vil nævne så mange af dem jeg kan overkomme.
Hvis du er på min mailing-liste har du sikkert opdaget at jeg allerede i december har nævnt nogle af jer og jeg kan se at det har givet flere besøg på jeres hjemmesider. Det er værdi.
Mit mål med mailing-listen er ikke at få en stor liste. Mit mål er at få en liste af medlemmer der er engagerede, passionerede og aktive. Mit mål er at hjælpe mine læsere med at få kontakt med hinanden, så de kan hjælpe hindanden og dele deres erfaringer.
Dette er en disciplin jeg stadig er nybegynder i, men jeg vil dele mine erfaringer og hvad der virker, med jer her på bloggen i 2016.
[optinform]
Unikt indhold
Fra starten af 2015 besluttede jeg at mit indhold i mine ugentlige opdateringer ikke skulle være at finde på bloggen. Det skulle være unikt. Hver uge skriver jeg en mail til min mailing-liste, som er helt unik.
Hver fredag kl. 8.33 sender jeg en mail ud med erfaringer, motivation, inspiration eller nyttige værktøjer. De der ikke er på min mailing-liste får ikke denne information.
Stabilitet og gode vaner
Regelmæssige udgivelser har jeg erfaret er noget af det vigtigste for at få stabil og relevant trafik. Ved at lytte til podcasts og følge nogle af de mest professionelle bloggere i verden har jeg fundet et træk de alle har:
Consistency.
Ja, det er engelsk og betyder flere ting: overensstemmelse, sammenhæng, gennemførthed og konsekvens.
En succesfuld blog kræver at du har opbygget en stabil arbejdsrytme med nogle gode vaner. Alle de mest succesfulde bloggere bekræfter alle at de har faste rutiner for alt deres arbejde. Det skaber tillid og troværdighed.
I praksis betyder det at jeg i 2015 har arbejdet mig ind på nogle gode arbejdsrytmer. Med to småbørn i huset kan det være en udfordring at finde ro til at skrive, men når Leo Babauta fra Zenhabits kunne gøre det med fem børn, så kan jeg vel også med to. Zenhabits er muligvis den største blog i verden der kun er skrevet af een enkelt person.
Her er de vigtigste rutiner jeg har udviklet i 2015:
- Jeg skriver 30 – 45 minutter hver morgen inden drengene vågner (pt. er det ca. kl. 4.45 – 5.30).
- Jeg går i seng mellem kl. 20.15 og 21.00 – hver dag.
- Udgiver to indlæg på bloggen om ugen. Et hver mandag og onsdag mellem kl. 8 og 10.
- Udsender min ugentlige opdatering til min mailing-liste hver fredag kl. 8.33.
- Laver en udgivelseskalender en gang om måneden.
- Promoverer mine indlæg dagligt på Twitter og Facebook.
Disse rutiner og vaner har hjulpet mig meget i mit arbejde og giver stabile læsere. Min bounce rate ligger på 41,42 %. Det betyder at langt over halvdelen af de besøgende på siden bliver og læser det jeg har skrevet. Normalt har en blog en bounce rate på 80 – 90 %.
I snit læser mine besøgende 2.02 sider per besøg.
Jeg er rigtig glad for disse tal. De viser at jeg tilbyder værdi.
Reklamer
Jeg har haft AdSense kørende på min side i et års tid. Min erfaring er at de ikke giver noget afkast. Sikkert pga. sidens karakter. For at AdSense skal blive en succes skal læseren klikke på en reklame.
Men da jeg åbenbart opfylder læserens behov og giver stor værdi, så bliver læseren hellere på bloggen end at klikke på reklamer. Det tager jeg som en stor kompliment.
En blog der tjener meget på reklamer har typisk en høj bounce rate – min er lav. Det betyder at jeg i fremtiden nok vil overveje at fjerne AdSense banneret fra mine indlæg, men indtil videre får det lov at blive stående. Jeg vil lige se hvad der sker når der kommer mere trafik på siden.
Der er trods alt stadig 41 % der ikke finder hvad de søger på min side.
Popup virker. Ja, den er irriterende for nogle, men den virker. Så den får lov til at blive. Jeg har dog lavet den sådan at du kun ser den een gang dagligt når du besøger siden. Jeg har kun modtaget een klage over popup og reklamer, i 2015.
Hello-bar øverst på siden (den røde) virker også, men det kommer an på hvilken tekst den indeholder. Der skal være et meget konkret budskab om værdi før folk klikker på den. Jeg har eksperimenteret med tre forskellige tekster. Jeg vil anbefale dig at bruge den når du laver din mailing-liste.
Affiliate
Jeg har besluttet at lægge mere fokus på affiliatelinks i 2016. Min hjemmeside er bedre egnet til affiliatelinks end til reklamer.
Jeg er spændt på hvordan det kommer til at virke. Kunsten er at tilbyde værdi igennem affiliateaftaler. Det betyder at jeg kun vil anbefale produkter jeg selv bruger. Du kan være helt sikker på at jeg kun anbefaler produkter jeg har god erfaring med.
Derfor har mine affiliatelinks karakter af værdi – ikke reklame.
Niche-sider
Jeg har studeret begrebet nichesider i 2015 og har da også et par nichesider der har potentiale. Nichesider er hjemmesider der har et værdifuldt indhold om et meget snævert emne.
Formålet med en nicheside er at hjælpe læseren med et helt specifikt problem. Siden er ikke specielt omfattende, men er meget konkret og målrettet.
Nichesider har to fordele:
- De løser et specifikt problem
- De er velegnede til AdSense
Nichesider er for dem der ønsker at tjene lidt penge på deres hjemmesider. En nicheside er ikke en hjemmeside med seo-tekster og vagt indhold. En nicheside handler om et emne du brænder for. Jeg fristes til at kalde det en sidepassion.
Min erfaring med at skrive er at jeg ind i mellem får lyst til at dække nogle emner der falder uden for bloggens formål. Det er risikabelt fordi siden nemt bliver rodet og forvirrende. Så er det bedre at oprette en nicheside med 15 – 20 rigtig gode indlæg om emnet og så lade den tjene lidt penge på AdSense.
Jeg har besluttet at arbejde lidt mere med nichesider i 2016. Har allerede tre konkrete sider at tage fat på.
Kursus
I 2015 havde jeg en stor ambition om at lancere et kursus. Da efteråret nærmede sig kunne jeg godt se at det først kunne blive i det nye år, så jeg forpligtede mig til at lancere et kursus 1. februar 2016.
Siden har jeg erfaret at et godt kursus kræver meget som jeg slet ikke er klar til endnu. Jeg mangler stadig teknik og øvelse. Det er ikke nok at være en god underviser.
En af de fejl jeg begik var at jeg ikke havde fundet ud af hvordan det skulle afvikles rent praktisk. Hvordan skulle deltagerne betale? Hvordan skulle kurset formidles?
Specielt betaling er en udfordring. Jeg vil gerne levere et kursus der kommer med det samme deltageren har betalt. Det kræver et specielt kursussoftware eller en stor portion lappeløsninger der ikke koster noget. Det blev meget hurtigt uoverskueligt.
Derfor er min erfaring at et godt kursus kræver to ting: 1. tid til at producere det og 2. en portion penge til teknik.
Jo, det kan godt lade sig gøre at lave kurset nærmest gratis, men det vil tage meget tid og teknisk kunnen. Jeg har ingen af delene. Det smarte ville være at betale mig fra det jeg ikke er god til. Det ville kræve en investering på 2 – 5.000 kr. afhængig af mit ambitionsniveau.
Til spørgsmålet om hvordan kurset skal formidles: jeg skal finde ud af hvordan jeg vil levere budskabet. Skal det være med video? Talking head? Podcast? Screencast? E-mail? PDF? E-bog? Webinar?
Der var så mange muligheder at hele projektet til sidst hængte over mig som en tung sky. Det var ikke længere sjovt. Derfor har jeg besluttet at gemme projektet til jeg er klar til det.
Video og podcast
I 2015 har jeg eksperimenteret med forskellige måder at præsentere mit indhold. Jeg er ualmindelig dårlig på video. Jeg har rigtig meget at lære på denne front. Men jeg er fast besluttet for at jeg vil eksperimentere mere med det i 2016.
Podcast har jeg endnu ikke prøvet, men jeg er meget lun på idéen. Håber at 2016 giver mulighed for at eksperimentere med podcasting.
2015 i tal
- Visninger: 14.902
- Unikke besøgende: 8.772
- Indlæg udgiver: 128
- Mest populære artikel læst 2.393 gange
- Mailing-liste: 168
- Eksponeringer på Google pr. måned: ca. 9.000
- Ranking (Alexa): 4.437.292
- Backlinks: 65
- Google: 0/10
Jeg er meget tilfreds med disse tal. Google opdagede først rigtigt min side midt på sommeren i 2015. Bloggen er nu lidt over et år gammel og jeg synes at tallene er rigtig gode efter så kort tid. Det bliver spændende at se hvordan 2016 bliver.
Tak til jer alle for et fantastisk 2015. Jeg håber at vi ses i 2016 også.