Mit forhold til bandeord har altid være meget liberalt. Jeg har egentlig aldrig forbundet dem med noget slemt. Men alting med måde.
De seneste par år er jeg blevet mere bevidst om mit sprog. Mængden af mine bandeord har nok altid været lidt over gennemsnittet af hvad flertallet kunne acceptere.
Kort sagt: Jeg bandede meget.
Så fik jeg børn. De begyndte at tale. Jeg hørte mit eget sprog reflekteret i deres… jeg kunne ikke lide det.
At bande er ens egen beslutning. Afhængigt af din opvækst og baggrund kan normen for bandeord svinge meget. I min familie var det normalt at bande.
Min morfar var smed på Flydedokken i Aarhus. Havnearbejdersproget var normalt hos os. Hans bandeord smittede af helt op til vores generation. De fleste i familien er håndværkere eller ufaglærte. Vi lå lavt på den sociale rangstige.
Jeg var familiens sorte får. Passede ikke ind. Jeg besluttede at bruge min hjerne til noget andet end søm, skruer og jern. Jeg blev akademiker. Ikke noget nogen i familien nogensinde helt forstod fornuften i. Det eneste jeg fik ud af det var at blive en veluddannet arbejdsløs.
For helvede – nogle gange var jeg ved at give op. Havde de ret?
Gu’ havde de ej.
Et stort forråd af bandeord
Jeg tror at jeg kender flere bandeord end de fleste. Men er det pænt at bande? – Næ, det er jo helt formålet med at bande.
Bandeord er for at understrege en utilfredshed eller at fremhæve en mening. Problemet er at hvis man bander meget, så skal der endnu flere bandeord til for at bruge dem til at understrege en mening.
Hvis du aldrig bande, så kommer du til at fremstå lidt frelst. Når du bander en gang i mellem får det dig til at lyde som et menneske. Og bander du meget kommer du til at lyde mere dum end intelligent.
Jeg tror ikke at det er godt at stoppe med at bande. Vi finder bare synonymer for bandeordene vi ikke må sige. Men meningen er den samme. Derimod bør vi overvejer hvornår det er ok at bande.
Af og til møde du bandeord i mine tekster. Ikke så meget som i mine tidlige tekster. Men det sker. En dygtig skribent burde kunne understrege en mening uden at bande.
Forskellige kategorier af bandeord
Når man har slået sig meget hårdt, så synes jeg at det er ok at øve sit repetoire af bandeord. Men ikke i en almindelig samtale.
Det bli’r sat’me for kedeligt.
Generelt er jeg begyndt at undgå de hårde bandeord. Jeg bruge lidt mildere udgaver. Jeg prøver ikke at omskrive bandeord. At sige Søren i stedet for Satan giver ikke mening. – Det er også synd for Søren.
Hvis man vil bande kan man ligeså godt gøre det ordentligt.
Der er forskellige kategorier af bandeord. Der findes de meget hårde ord, som jeg kun bruger når jeg virkelig har brug for et stærkt ord. Når jeg har brug for at virke frygtindgydende – hvilket er ret sjældent… nærmest aldrig.
Så er der de lidt blødere bandeord og deres varianter. Dem ynder jeg at krydre mit sprog med. Når jeg tænker over det, så er jeg begyndt at skrive “for hulen” en del. Men er det i virkeligheden ikke en omskrivning af “for helvede”?
Hvor er grænsen?
Tja, du må gøre op med dig selv hvor mange og hvilke bandeord der er acceptable i dine blogindlæg. Hvad siger dit publikum? Husk hvem du skriver til.
Jeg mener at et bandeord i ny og næ bare gør dig mere menneskelig. Vi må ikke være rigide og bange for at træde over stregen. Bryde nogle grænser. Det kan også være ganske sjovt at provokere nogle af de satans hellige røvhuller 😜.
