Du har en drøm om et liv. Et arbejdsliv. Et familieliv. Et liv hvor du er lykkelig og i balance. Og nu smadrer jeg din drøm.
En stor del af de ting der former dit liv er uden for din kontrol. Og jeg kan garantere dig at intet bliver som du havde tænkt. I hvert fald ikke fysisk. Men du har muligheden for at lære at leve i en verden i konstant forandring.
Grundlæggende bryder mennesker sig ikke om at ting ændrer sig. Det gør os utrygge. Forandring giver stress. Det føles ubehageligt. Derfor handler det om at lære at leve med at du ikke ved hvad fremtiden byder.
Det eneste du ved med sikkerhed er at du skal dø på et tidspunkt. Og selvom du er klar over at døden er en forudsætning for livet, så skal du omtrent halvvejs ind i livet før du sådan rigtig forstår at dit liv slutter på et tidspunkt.
Din indstilling til livet og dine værdier er afgørende for hvordan du håndterer livets overraskelse. Det er dem der vil være med til at sikre dine projekters succes.
Sådan lever du med det du ikke ved
Jeg har formet nogle bud på hvad du kan gøre for bedre at kunne håndtere uvisheden om fremtiden.
- Erkend at der er ting du ikke har kontrol over. Der er faktorer der påvirker fremtiden som vil få indflydelse uanset hvad du gør. Du vil også selv ændre dig. Dit syn på livet vil udvikle sig og din behov vil være nogle andre. I dette øjeblik ved du intet om hvordan du og dine omgivelser vil se ud i fremtiden.
- Vær opmærksom på stress. Ind imellem vil du føle en spirende uro i kroppen. Det kan være bekymring eller stress. Måske oplever du det flere gang dagligt. Tænk over hvor denne uro kommer fra. Tag dig af den hvis der er noget du kan gøre ved den. Hvis årsagen ligger uden for din kontrol, så flyt fokus.
- Det går nok. Fortæl dig selv at alting nok skal blive godt. Også selv om tingene ikke lige bliver som du havde forventet eller drømt om. Det er meget sjældent at tingene bliver værre når du lægger handling bag dine værdier.
- Hvad er det værste der kan ske? Oftest kan det berolige at forestille sig hvad det værste er der kan ske. Ville du kunne leve med det udfald? Kunne du klare fremtiden i værste fald? Hvis det er tilfældet, så har du intet at bekymre dig over.
- Kend dine værdier. Når du altid handler i overensstemmelse med dine værdier, så vil udfaldet altid blive godt. Hvis du ikke har en vision der kan vise dig veje, hvad vil så guide dig i stedet for? Tænke over hvad der virkelig betyder noget for dig. Dine værdier. Lad dine værdier vise dig vejen.
- Støt dig til værdier i stedet for mål. Lad være med at lade din tid styre af mål. Lad din tid styre af værdier i stedet for. Hver dag bør du prøve at handle på dine værdier. Hvis en handling ikke stemmer overens med dine værdier, så lad være med at udføre den.
- Nyd turen. Livet er en rejse. Nogle gange er det op ad bakke, nogle gange farer du vild og nogle gange møder du uvejr. Hver gang du møder modstand fra noget der ligger uden for din kontrol, så prøv at tænke: Godt. Eller – det bliver spændende.
Ja, ja – Erik. Men du har aldrig været i min situation, så det er lettere sagt end gjort.
Næ, jeg har aldrig været i din situation. Men jeg har også haft min portion modstand i livet – og der kommer helt sikkert mere. Jeg lover dig at uanset hvor slemt det måtte være, så vil disse tips hjælpe dig til at komme bedre igennem enhver modstand du møder.