Jeg snakker tit om vaner. Det er fordi der er vigtige. Vaner kan være både gode og dårlige. Selv en god vane kan ende med at blive en dårlig vane. Det er fordi vaner er dynamiske. De udvikler sig over tid. Eller rettere – de er nød til at udvikle sig med din situation for at forblive gode vaner.
Hvis du ikke hele tiden arbejder på dine gode vaner, så vil de ende med at modarbejde dig i stedet for.
Her er nogle gode vaner de fleste online solopreneurs har og hele tiden arbejder på at gøre bedre. Jeg anbefaler at du gør det samme.
1. Forstå at penge ikke er alt
Har du for vane at tænke på penge hele tiden? – så stop det. Læs eventuelt dette indlæg: Når det er svært at flytte fokus fra penge.
Gør det til en vane at tænke nogle af de mange andre ting der også er med til at sikre din succes. Penge er uden tvivl en fordel at have, men de er ikke den eneste succesfaktor.
2. Hold dig i form
Det er dig og din krop der skal holde din online forretning kørende. Du er nødt til at holde dig sund og rask for at finde energien til at gøre arbejdet. Du er nødt til at forebygge sygdom og styrke dit immunforsvar.
Sørg for mindst 30 minutters motion hver dag. Gør det til en vane at løbe en tur eller hvad der nu passer godt ind i din hverdag. Tænk over hvordan du får mere bevægelse ind i din dagligdag. Du kan gå eller cykle i stedet for at tage bilen eller bussen. Du kan tage trappen i stedet for elevatoren.
Jeg har en regel med mig selv om at jeg kun må tage elevatoren hvis der er mere end syv etager op. Og jeg må kun tage bussen hvis der er mere end 12 kilometer. Bil? – Sådan en har jeg ikke 😉
3. Invester
Det er en ufattelig god vane at investere. Der er mange måder at investere på. Det mest oplagte er at investere nogle penge i en bedre økonomisk fremtid. Hver gang du modtager penge, så gør det til en god vane af bruge lidt af pengene på at afdrage lidt ekstra på gæld eller at sætte lidt penge til side til på en aktiekonto.
Du kan også investere nogle penge i din forretning. Fx købe et kursus eller betale dig fra noget arbejde andre er bedre til. Så kan du koncentrere dig om det du er god til.
4. Lad handlinger stemme med værdier
Kend dine værdier og handl i overensstemmelse med dem. Du kan i princippet godt opsætte mål for hvor du vil hen med din virksomhed og dit liv. Men det mest motiverende er at handle efter sine værdier. De vil altid guide dig i den rigtige retning.
Hvis du ikke kender dine værdier, så kan det være en god vane at tænke lidt over hvad der er vigtigt for dig hver dag.
5. Lykke er ikke en konstant
Det er en god vane at arbejde på sin indstilling til livet og til sin forretning. Verden er under konstant forandring. Dine omstændigheder udvikler sig hele tiden. Det samme gælder din lykke. Tro ikke at du kan nå et tidspunkt i dit liv hvor du bare kan læne dig tilbage og slappe af. Det kommer aldrig til at ske.
Før eller siden vil din opnåede succes virke triviel og du vil længes efter noget mere, eller noget andet. Det er helt naturligt.
6. Lav fejl
Alle super succesfulde mennesker har lavet fejl. Det er blandt de mest succesfulde mennesker at du finder historierne om de største brølere. Det er fordi de ikke er bange for at afprøve om noget virker. De tør springe ud i projekter de ikke helt kender resultatet på.
Meget ofte fejler de, men af og til får de også stor succes. En succes der langt overgår fejlene. Og det bedste af det hele er at fejl over fiaskoer har en kæmpe værdi. De giver dig viden om alt det der ikke virker. De giver dig enorm erfaring med dit arbejde. En erfaring perfektionister aldrig vil opnå.
Perfektionisme er en dræber for kreativiteten. Gør det til at vane at skide hul i perfekt og afprøv nogle ting for at se hvad der sker.
7. Bliv en bedre version af dig selv – altid
En af de vaner jeg holder mest af og som aldrig bliver forældet er at arbejde på at blive bedre. Alle aspekter af mit liv kan gøres en lille smule bedre hver dag. Selvfølgelig ikke på een gang. Jeg har afsat nogle fokusområder som jeg arbejder intenst på i en perioden og så skifter jeg fokus igen.
På den måde giver jeg måneden et fokus. Uger og dage kan også få et fokus. Når jeg har fundet fokus, så prøver jeg aldrig at blive perfekt. Mit mål er at blive en lille smule bedre hver dag. Jeg kalder det komparativprincippet.
Det var komparativprincippet jeg brugte i min serie hvor jeg gav læserne små opgaver hver dag som ville gøre dem bedre til at skrive. Hvis du fulgte serien blev du mindst dobbelt så god til at skrive på kun 30 dage. Du kan bruge samme princip på alle aspekter af dit liv.
Du kan forresten finde hele serien her: 30-dages skriveudfordring
8. Gør arbejdet
Udover at arbejde smart, så er vejen til succes også at gøre arbejdet. Det er ikke nok at snakke om hvad du vil gøre. Der skal handling bag dine ord. Der vil være dage hvor du ikke har lyst. Her skal du oparbejde selvdisciplin og gøre det der skal gøres for at levere varen.
Det handler ikke om at arbejde så meget som muligt. Det er bare dumt. Det handler om at gøre noget. Gør det til en vane at udføre positive handlinger hver dag. Handlinger der stemmer overens med dine værdier.
Flere gode vaner
Der er selvfølgelig mange flere gode vaner du kan kaste dig over. Denne lille liste har jeg lavet som en lille hjælp til at komme i gang med flere gode vaner. Brug listen som inspiration.
Gode vaner kommer af gode principper og værdier. Lav handlinger der stemmer overens med dine værdier og principper, så får du også gode vaner.
Gode vaner kommer af gode principper og værdier. Share on X