Du har sikkert hørt det før – du skal finde din stemme. Dine tekster afhænger af den. Uden din egen stemme risikerer du at lave endnu mere støj til internettet. Dit publikum vil kede sig og finde mere inspirerende tekster at læse. Uden personlighed er du bare kedelig.
Personlighed her nøgleordet når du skal finde din stemme. Når du skrive på din blog er det uendeligt vigtigt at du ikke prøver at være noget andet end dig selv. Lad være med at lyde professionel eller objektiv. Lad være med at prøve at skrive som andre i din branche. Lad være med at skrive som du tror dit publikum vil foretrække at du skriver.
Du kan ikke lade som om du er en anden end dig selv. Måske vil det lykkes dig for en stund. Men efter noget tid vil du løbe tør for noget at sige. Din kreative brønd er tom fordi du har berøvet den al personlighed. Dine tekster får næring gennem din måde at skrive dem på. Vi forventer at læse tekster der er skrevet med din stemme. Tekster der lyder som dig.
Vi leder ikke efter information der er rippet for personlighed. Den er der rigeligt at i forvejen. Vi vil have dit syn på sagen. Din vinkel på emnet. Vi vil have din mening.
Hvis du ikke vil blotte dig selv, så er min bedste anbefaling: stop med at skrive. Jeg mener det. Vi har ikke brug flere mennesker der producerer støj til et overfyldt internet. Vi har brug for mennesker der skiller sig ud; unikke mennesker; nye synsvinkler. Hvis du ikke er villig til skrive med din egen stemme så klik væk nu. Find en anden side at læse på. Jeg har ikke noget jeg kan hjælpe dig med.
Fem fede fif
Er du her stadig? – Godt. Det betyder at du er villig til at finde din egen personlige stemme. Din helt unikke måde at udtrykke dig på. Her får du fem hurtige tips til hvordan du kommer på sporet af din stemme:
1. Beskriv dig selv
Find de tre adjektiver (tillægsord) der bedst beskriver dig. Det vil sige tre adjektiver der rammer din personlighed. Det var alt.
2. Taler du sådan?
Se på de tre adjektiver du har skrevet ned om dig selv. Er det sådan du taler eller skriver? Taler du på en måde som passer til din beskrivelse af dig selv? Skriver du sådan?
3. Spørg dine nærmeste
Det kan være svært at vurdere sig selv. Prøv at spørge venner eller familie om hvordan du egentlig lyder når du taler. Lad dem vælge tre adjektiver de mener passer godt på din personlighed. Men tag dig i agt – du bliver måske overrasket.
4. Læs dig selv
Læs noget tekst du har skrevet for et stykke tid siden. Et ældre indlæg på din blog. Hvis du fandt denne tekst på nettet et sted, ville du så læse den? Ville føle dig så inspireret at du ville læse mere af samme skribent eller blogger? Hvis svaret er nej, så har du brug for at arbejde med din stemme.
5. Brug freewriting
En absolut suveræn måde at finde din naturlige måde at skrive på er ved at skrive en masse tekst uden at lade din hjerne tænke for meget over hvad du har gang i. Til det formål kan du bruge freewriting. Det er en teknik hvor du skal skrive alt hvad der falder dig ind i et fastsat tidsinterval. Det kunne være fem minutter. Reglen er at du ikke må stoppe med at skrive. Dine fingre skal konstant bevæge sig på tastaturet.
Du kan læse mere om freewriting her: Brug freewriting til at komme i gang med at skrive