Dine læsere kan lide dig fordi du hjælper dem. Og så kan de lide dig fordi de føler et fællesskab. De kan også lide dig fordi de føler at du forstår dem. De er vilde med måden du gør det hele på.
Dine fans og trofaste følger er dine vigtigste læsere. Du skal passe godt på dem for de er villige til at gå gennem ild og vand for dig. De vil forsvare dig på de sociale medier og de følger dig gennem tykt og tyndt.
Men hvorfor er det lige at de er så glade for dig? – og vigtigere endnu: Hvordan får du dit publikum til at kunne lide dig?
Igen er der nogle modstridende fakta: Dit publikum er ligeglad med dig, men de er samtidig vilde med dig. Hmm… den kræver vist en uddybning.
Her er nogle af de ting dine læsere kan lide og hvad du kan gøre for at få flere fans.
1. At finde hjælp til et problem
Der er ikke noget mere frustrerende end at bruge tre timer på at søge efter en løsning på Google for ikke at finde noget som helst brugbart. Måske halve løsninger hvor man selv skal regne resten ud. Eller også skal man have visakortet frem før man får noget der ligner hjælp. Øv.
Læseren vil som regel gerne betale for hjælp, men man vil jo gerne være sikker på at man rent faktisk får en hjælp man kan bruge. Før dit publikum hiver pengepungen frem, så vil de se beviser på at du kan levere varen.
Dine læsere vil elske dig for at give løsninger udfordringer de sidder med. De har brug for at du viser dem helt konkret hvordan de kan løse problemet. De vil have et svar før de bliver trætte af at lede. Hvis du kan hjælpe dine læsere, så bliver du deres helt.
Sådan hjælper du
- Skriv tekster der viser hvordan man løser problemet.
- Trin for trin-blogindlæg
- Lyt til læserne.
- Skriv i et klart sprog.
- Levér det du lover.
2. At føle sig forstået
Det er altid dejligt at føle sig forstået. Det er som om man kan ånde lettet op når man finder et menneske der forstår de udfordringer man står med. Især når det menneske har løsningen på problemet.
Sådan viser du at du forstår
- Fortæl en historie om hvordan du selv har haft dette problem.
- Beskriv dine frustrationer.
- Fortæl hvordan du fandt en løsning.
- Lyt til dit publikum.
- Stil spørgsmål.
3. At blive bekræftet
Der er mange ting at tvivle på. Dit publikum har brug for at vide om de gør det rigtige. Intet i denne verden er sikkert, men nogle gange er det rart at blive bekræftet i de valg man træffer. Det styrker troen på at projektet vil lykkes.
Sådan bekræfter du dit publikum
- Vis hvilke metoder du bruger.
- Vis de værktøjer du har valgt.
- Sig din mening om de valgmuligheder din niche står overfor.
- Skriv motiverende indlæg.
- Fortæl gerne indlysende ting for at bekræfte at de er gode.
4. At du leverer varen
Det er træls at bruge lang tid på at lede efter en løsning for at finde ud af at forfatteren ikke helt formåede at levere det lovede. Læserne kan lide at du holder hvad du lover. Uanset hvor stort eller småt det er.
Hvis du lover en freebie skal du levere den. Hvis du lover en e-mail skal du sende den. Hvis du lover en løsning skal du levere den. Hvis du lover at skrive et nyt blogindlæg hver uge skal du gøre det.
Der er ikke noget værre end at blive skuffet. Når du opbygger en forventning er du nødt til at indfri den. Ellers mister du dit publikum.
Sådan leverer du varen
- Lov ikke mere end du kan holde.
- Gør arbejdet – også selvom du ikke har lyst.
- Tænk over hvad du lover i dine overskrifter.
- Vær konsekvent.