Du skal ikke nødvendigvis bruge en blog til at skabe en levevej af din passion. Der er også andre muligheder online. Men en blog er den nemmeste at starte med. Du kan også vælge en platform der bruger lyd eller billeder i stedet for. For eksempel YouTube eller podcasting. Du kan også vælge at hoppe helt af den digitale verden og springe ud som selvstændig på den gammeldags måde.
Men den største fordel ved at starte en blog er at den er nem at starte. Det kræver næsten ingen investering og den er hurtig at sætte op. På mindre end en halv time kan du være i gang.
Andre muligheder
I dag er det relativt nemt at lave lyd og video også, men det kræver en lille investering i udstyr. Så hvis du foretrækker lyd eller billeder, så er det stadig relativt billigt at komme i gang med. Der er masser af hjælp at hente på online platforme til det formål. Dog stiller lyd og billede nogle tekniske krav. Du skal kunne redigere dit indhold og du skal være tryg ved at optræde i lyd og billede.
Jeg vil sindsygt gerne lave en podcast. Men jeg tøver. Jeg er ikke helt tryg ved mediet. Hver gang jeg optager noget sidder jeg og hakker og stammer. Taler monotont og holder alt for mange pauser. Det er svært synes jeg. Men hvis du føler dig mere tryg ved lyd eller billede, så spring ud i det.
Nem og billigt at starte
Mit speciale et tekst. Derfor hjælper jeg dig i gang med din passion med en blog som platform. Den bliver dit udgangspunkt for din kommende forretning.
De to største argumenter for at vælge bloggen som din platform er at det er nemt og billigt. For mindre end tusind kroner og en halv time kan du være i gang. Den svære del består i at lave indhold der giver værdi og tiltrækker et publikum. Men den udfordring vil du stå overfor uanset hvilken platform du vælger.
Det er nemt at komme i gang. Det har aldrig været billigere og lettere, så der er ingen undskyldning for ikke at tage første skridt mod din drøm. Det eneste du skal gøre er at tage en beslutning og springe ud i det. Det sværeste er at starte. Når du først er kommet i gang, så er du mere motiveret for at fortsætte.
Spørgsmålet er om din drøm skal fortsætte med at være en drøm, eller om du er villig til at tage det første skridt og sætte handling bag dine tanker.