
Drømmer du om at få så meget indflydelse at dine tekster er med til at ændre verden? Måske ikke radikalt, men bare en lille smule. Uanset hvor mange menneskers liv du ønsker at påvirke, så kræver det handling. Det kræver at du går i gang før du selv føler at du er klar til det.
Noget af det letteste i verden er at gå i gang med noget. Vi kan alle starte på et eller andet. Alligevel er der ikke ret mange der gør det. De fleste nøjes med at snakke. De fortæller om alt det de kunne gøre eller ønsker at lave om på. Men kun ganske få mennesker kaster sig ud i projektet og gør noget ved det.
Hvorfor?
Du behøver ikke at være klar. Det bliver du alligevel aldrig. Det rigtige øjeblik kommer aldrig. Du er nødt til selv at træffe en beslutning om at handle. Først da begynder tingene at ske. Du lærer og bliver klogere så snart du går i gang.
Du lærer mest ved at starte
Første gang jeg skulle træne et hold i taekwondo følte jeg mig overhovedet ikke god nok. Var jeg virkelig klar til at vise andre hvordan de skulle gøre? Der var masser af trænere der var langt bedre end jeg. Da jeg først kom i gang opdagede jeg at jeg var klar. Jeg havde meget at give videre. Jeg opdagede også at jeg selv lærte meget.
Faktisk er det generelt min erfaring at jeg lærer mest ved at give min viden videre. Det handler bare om at turde tage føringen. Finde modet til at være den der rejser sig op og gør noget. Som den første. Andre vil følge med. Det er sådan du ændrer verden. Ved at turde tage det første skridt selvom du ikke er klar til det.
Du bliver klar med tiden. Du lærer og får mere erfaring. Før du ved det er du ekspert på dit område. Din indflydelse vil være stor. Men du når kun så langt ved at gå i gang – nu.