
Hvad laver du lige nu? Har du tænkt over om dine handlinger – dét du laver – gør dig mere synlig?
Det er ikke nok bare at producere og lægge planer. Der skal også lægges handlinger bag de planer. Og de handlinger skal være synlige for andre mennesker. Det lyder ret enkelt, men der er rigtig mange mennesker der gemmer sig bag skærmen. De skriver og planlægger og læser hele dagen. Men det bliver ikke set.
Forestil dig at du starter et bageri. Du lejer et godt lokale i en godt skjult baggård. Et sted hvor der næsten aldrig kommer mennesker. Lige bortset fra udlejer og fødevarestyrelsen.
Du bager 100 af de lækreste politisk korrekte boller. De vil revolutionere verden. Men ingen køber dem. Sært – tænker du. Næste dag bager du 500 boller. Der er stadig ingen der køber. Tredje dag går du helt amok og bager 2.000 boller. Du må erkende at der ikke kommer kunder bare fordi du bager mere.
Selvom du bager verdens bedste brød, så er du nødt til at vise det til verden. Ellers vil du aldrig få gang i forretningen. Det gælder for enhver forretning. Du er nødt til at vise os hvad du laver.
Få overblik
Skriv ned på et stykke papir hvilke opgaver du laver i løbet af en uge. Skriv alt dit arbejde ned. Skriv det i punktform med få ord. Bag hvert ord skriver du i parentes om det er et arbejde der bliver set af andre (synligt) eller om det kun bliver set af dig (skjult).
Eksempel
- Udgive blogindlæg (synligt)
- Læse faglitteratur (skjult)
- Lægge strategi for næste år (skjult)
- Kommentere på Twitter (synligt)
- Opdatere profiler på sociale profiler (synligt)
- Skrive på en freebie (skjult)
- Læse nyhedsfeed på LinkedIn (skjult)
- Sætte annoncekampagne i værk på Facebook (synligt)
- Etc.
Tilføj eventuelt hvor lang tid du bruger på hver opgave. Hvis du når frem til at det meste af dit arbejde er skjult, så er det på tide at lave noget om. Brug gerne 80/20 reglen og brug 80 % af dit arbejde på synlige opgaver. Især hvis du føler at du ikke bliver set.
Det kan være en god idé at sortere din liste i synlige og skjulte opgaver. Det giver et bedre overblik.
Idé til synligt arbejde
Hvis dit arbejde er præget af skjulte opgaver, så gætter jeg på at du allerede har meget indhold liggende. Derfor skal du arbejde på at gøre det synligt.
I skrivende stund står jeg for at gøre en målrettet indsats på LinkedIn. Det bliver et projekt der kører over 30-90 dage. Jeg lægger en plan for daglige aktiviteter som jeg nemt kan omsætte til handling. Samtidig bliver det aktiviteter som jeg kan vedligeholde over de næste par måneder.
Målet er at opbygge rutiner og vaner der hjælper mig til at blive mere synlig.
Hvad skal din næste synlige handling være?