Personlig branding har en side som mange ofte glemmer. Det er en proces. Men ikke en proces du kan afsætte en uge til at gå igennem. Det er en konsistent serie af handlinger du har indarbejdet som vaner og rutiner.
Det handler ikke kun om at designe et logo og en flot hjemmeside. Der ligger mere bag processen end at optimere dine sociale profiler. Et godt personligt brand har brug for et solidt fundament.
Den kreative side er spændende og sjov, men når den flotte hjemmeside er er færdig, hvad så?
Grunden til at du brander dig selv
Et personligt brand hænger næsten altid sammen med en eller anden form for forretning. Dit mål er ikke at se godt ud – dit mål er at blive set, så flere lytter til dine budskaber og køber dine produkter eller ydelser.
Derfor må du ikke glemme forretningssiden i processen. Branding har både en kreativ og en forretningsside.
På den kreative side ligge alt det visuelle. Men indpakningen er ikke nok til at give værdi. Udseendet har betydning, men det er ikke det vigtigste. Derfor har jeg mest fokus på forretningssiden og den værdiskabende fællesmængde. Jeg kalder den for fællesmængden fordi den lapper lidt over i den kreative side.
Forretningssiden
Dette er den del af personlig branding mange glemmer. For at drive en forretning er der nogle betingelser der skal være opfyldte. Først og fremmest skal du have et produkt eller en ydelse dit publikum efterspørger.
Og du skal have en plan for hvordan din forretning skal tjene penge. Du har brug for en indkomst. Også selvom det ikke er pengene du har i fokus. Du er stadig nødt til at have en omsætning som kan betale dine regninger og lønne dig selv og eventuelle medarbejdere.
For at opretholde en indtægt skal du markedsføre og sælge dit produkt eller ydelse. Det er nærmest indlysende, men desværre er det ikke noget der bare sker af sig selv. Det er ikke nok at du laver et produkt og forventer en lang kø af kunder der vil købe det. Sandsynligvis får du ikke en eneste kunde.
Du har brug for en salgs- og markedsføringsplan. Og en overordnet strategi.
Dette er hardcore forretning. I personlig branding handler forretning om at lægge et lag af din egen personlighed oven på forretningen. Det er her den værdiskabende fællesmængde kommer ind.
Værdiskabende fællesmængde
Fællesmængden omfatter de ting som gør din forretning og ydelser helt unik. Det er din identitet og dine grundværdier. Det er her hele din personlige vinkel ligger.
Det er her du beslutter dig for hvordan du vil positionere dig og få indflydelse. Det handler i høj grad om at udvikle en god strategi og at lægge en plan. Disse ting er forudsætninger for at du kan komme videre med din forretning.
Den del der fylder mest er din produktion af indhold. Indholdet stopper aldrig. Det skal udgives konstant og i overenstemmelse med dine værdier.