Skulle du starte en blog? – Når jeg kigger tilbage på mit liv, så har jeg haft mange interesser: Østens mystik, sang, klaver, svømning, roning, taekwondo, madlavning, øl … og jeg kunne blive ved.
Men ingen af disse interesser har overgået min passion for at skrive.
Jeg har skrevet siden jeg lærte de første bogstaver og det har været med til at udvikle mig til den jeg er i dag. Skrivning er i dag både min hobby, terapi og arbejde.
Som så mange andre startede jeg med at skrive dagbog. Men i en ret tidlig alder begyndte jeg at skrive for at formidle et budskab og hjælpe andre. I 1985 udgav jeg et månedsmagasin om public domain-software (jeg var 15 år) og jeg skrev online første gang i 1988 (ja, det var før Internettet).
Siden har jeg skrevet mange artikler til blade og aviser. Jeg har været redaktør på et par foreningsblade. I dag skriver jeg næsten kun online. Jeg blogger og hjælper andre med at starte en blog.
15 tanker over hvordan dit liv ændres ved at starte en blog
Der er skrevet mange artikler om hvorfor man skulle starte en blog. De fleste handler om hvordan man kan tjene penge, starte forretning eller blive ekspert. Bevares, jeg har selv skrevet sådan en: 11 grunde til at blogge.
Men nu har jeg lyst til at skrive nogle mere værdifulde grunde. Dem du ikke hører andre steder. Noget dybere. Det der skal til for at ændre dit liv og få indflydelse på verden omkring dig.
1. Du bliver bedre til at skrive
Kernen i skrivning er kommunikation. Det handler om at sætte sine tanker ned på papir og få andre mennesker til at være enige i dem. I det perspektiv bliver skrivning bedre med øvelse.
Blogging tvinger dig ikke til at blive en bedre skribent, det kommer helt af sig selv. Og du har gavn af det resten af livet – når du vil skrive en bog, et oplæg, et cv eller en tale til din partner.
2. Du bliver en bedre tænker
Skriveprocessen handler om at sætte tanker ned på papir. Derfor er blogging med til at få dig til at stoppe op og tænke lidt dybere over det du skriver. Du vil fordybe dig i de ting der giver livet mening.
Når du skriver komme du helt automatisk til at reflektere mere over tingene. Det holder din hjerne i gang og du bliver en bedre tænker.
3. Du kommer til at leve et mere meningsfuldt liv
Når du begynder at skrive om dit liv og de tanker der former det, så vil du blive mere bevidst om hvem du er, hvem du er blevet til og om bryder dig om det du ser. Det er i sig selv grund nok til at komme i gang og starte en blog.
4. Du bliver god til at se hvad der er vigtigt
Som blogger er du nødt til at filtrere dine tanker. Du kan ikke skrive om alt hvad der sker omkring dig, alle dine tanker. Når du blogger må du konstant prioritere og vælge de begivenheder der er vigtigst og giver mest mening at skrive om.
Hele den proces du går igennem er med til at udvikle dit øje for ting der giver mening. Ting skal give mening. Ellers bliver det svært at vælge din vej i livet eller hvor din blog skal hen.
Nogle gange er det de mest dagligdags ting der giver livet mening. Det ser vi bare ikke og vi glemmer at værdsætte og udvikle dem. Men når du skriver, bliver du mere opmærksom på dem. Bare vent og se – når du kommer i gang vil du forstå hvad jeg mener.
5. Blogging giver en sundere livsstil
Hvad? Hvordan? – Jo, blogging kræver tid, hengivenhed, forpligtelse og disciplin. Den er en alvorlig opgaver. Den kræver at du tager ansvar. Lad os få på det rene at disse krav er gode at tage til sig. De vil hjælpe dig med at få mest muligt ud af din dagligdag og dit liv.
Siden jeg begyndte at blogge er jeg blevet meget mere bevidst om min krop og dens rytme. Jeg ved præcis hvornår min hjerne tænker bedst. Hvornår jeg bør sove og hvilken mad der giver mig mest energi.
Når du forpligter dig til at skrive – hengiver dig til blogging, så vil du begynde at stå tidligere op, spise sundere, motionere mere og blive mere bevidst om hvad der gør dig glad. Det er en nødvendighed. Du gør det ikke fordi du skal, men fordi du vil.
6. Du møder nye mennesker
Gennem kommentarer, e-mails eller sociale medier. Du vil blive overrasket over hvor hurtigt du møder nye mennesker online. De bliver til oprigtige og gode relationer som brænder efter at hjælpe hinanden.
Min oplevelse er at bloggere har et fællesskab der er venligt og imødekommende. De hjælper hinanden og giver ægte opmuntring og støtte. Der er kun én ting vi mangler – dig.
7. Du tjener penge
Ok, du behøver ikke at tjene penge for at få fornøjelse af at blogge. Ofte kan fokus på penge få dig til at miste lysten til at blogge. Derfor må du ikke blogge for at tjene penge.
Men hvis du skriver passioneret og hengiver dig til din mission og dit budskab, så vil der ofte opstå muligheder for at tjene lidt penge. Uanset om du tjener 100 kroner eller 100.000 kroner om året på din blog, så er det en rar følelse at have en hobby der giver lidt igen.
8. Du inspirerer andre
Blogging ændrer ikke kun dit eget liv, dine skriverier påvirker også læserens liv. Da alt hvad du skriver ligger tilgængeligt for alle, så er blogging en givende handling. Du bidrager til en bedre verden.
Du lægger tid og energi i at formidle dit verdenssyn i en tekst som du giver til alle der har lyst til at læse den. Du vil påvirke og inspirere andre mennesker gennem det du skriver. Det er stort – en fantastisk følelse. At kunne bidrage med noget der har værdi for andre.
9. Du bliver mere åben i din måde at tænke på
Når det kommer til stykket er blogging en øvelse i at give og tage. En af de største forskelle på blogging og traditionel udgivelse er at du giver læseren mulighed for at deltage. Give sin mening.
Du skriver dit syn på en sag og læserne giver deres i en kommentar eller på de sociale medier. Deltagelsen fra dine læsere tvinger dig til at se sagen fra en anden vinkel eller i et ny perspektiv. Det er med til at udvide dit verdenssyn.
10. Det er gratis
Du kan starte en blog og skrive med det samme uden at bruge en krone på det. Jeg bruger WordPress og det kan jeg varmt anbefale. Det koster ikke noget.
Du kunne også ofre et par kroner på at få dit eget domænenavn. Seriøst. Det er så billigt at det næsten er gratis. For mindre end tyve kroner om måneden kan du hoste din blog på en stabil server af høj kvalitet. Jeg bruger og anbefaler Simply.com.
11. Du bliver mere tryg ved at være kendt
Når du blogger åbner du dig selv for resten er verdenen. Du sætter ord på dit liv, dit verdenssyn og dine meninger. Du viser hvilke tanker der ligger bag din valg og de beslutninger du træffer i dit liv. Hvadenten du har en eller 10.000 læsere, så er blogging en proces der åbner dit liv for din omverden.
Det er en god øvelse i at blive synlig for andre mennesker. Du skaber en identitet – giver dig selv større værdi. Selvværd. Over tid afslører du mere og mere af dig selv til din omverden – og du vil opdage at den forstår dig og kan relatere sig til det du fortæller.
På den måde åbner du for muligheden for at bleve accepteret og anerkendt i en verden der måske før virkede lukket og afvisende.
12. Din blog tjener som en slags dagbog
Blogging er en slags dagbog. Nogle vælger at bruge bloggen udelukkende som dagbog. Men selvom du skrive om et specifikt emne for at hjælpe andre mennesker, så vil din blog reflektere din egen udvikling på området.
Den træner din hjerne i at reflektere over din rejse og sætte ord på de forandringer du oplever. Din blog bliver en digital udgave af dit liv (eller en del af det), gemt i skyen. Du mister den aldrig. Ingen kan stjæle den. Den kan ikke gå tabt i en brand.
13. Du får større selvtillid
Ved at starte en blog og skrive online vil du få mere tillid til dig selv og din omverden. Det vil styrke dig som menneske. Du vil hurtigt opdage at dit liv har et mål, en unik synsvinkel og at du har noget at tilbyde andre.
14. Du får en platform du kan anbefale
Vi kan alle lide at anbefale noget vi har haft glæde af; en god restaurant, en spændende bog eller et nyt syn på livet. Vi vil gerne dele det med andre så de kan få den samme gode oplevelse.
En blog giver dig mulighed for at dele med andre. Den tjener som platform til at dele dine oplevelser anbefale de gode ting du har fundet i livet.
15. Du bliver høj af positiv feedback
Hver gang en læser giver dig en positiv kommentar, vil du føle et lille sus. Det er dejligt at blive delt på Facebook eller blive nævnt på Twitter.
Husk…
Du behøver ikke at starte en blog for at blive rig eller for at få en masse følgere. Du behøver ikke engang at blogge for at gøre en forskel i verden. Den indflydelse din blog får på dit eget liv er grund nok til at starte med at skrive.
Tak fordi du hjælper med at gøre dette indlæg til et af de mest populære. Til gengæld har jeg lavet en trin for trin-guide der hjælper dig i gang med din blog: Sådan starter du en populær blog allerede i dag. Hvis du vil starte din egen blog, så er jeg helt sikker på at du finder inspiration og hjælp her.
OBS: Jeg er Simply.com affiliate. Det betyder at jeg modtager kommision hver gang nogen køber gennem mit link. Men det har ingen indflydelse på min anbefaling. Jeg har brugt Simply.com i mange år og bruger dem stadig.
Du får også tips og vejledning på mail.